I denne tid kan det være balsam for sjælen at gå ture udenfor og evt. besøge spiritistiske historiske steder, hvilket netop var, hvad Brian N. Berglund gjorde i dag. Som medlem af Spiritismens Trossamfund var Brian N. Berglund så betænksom at sende os et billede af, hvordan den tidligere spiritistiske bygning “Elidians Templet” i Odense (på hjørnet af Annasholmsgade og Henriettevej) ser ud i dag. Vi har tilføjet to billeder af bygningen udefra og ét indefra i den tid, hvor spiritister benyttede “Elidians Templet” som samlingssted.
“Dansk Spiritist Union” byggede og benyttede “Elidians Templet” til deres spiritistiske aktiviteter, og det er pragtfuldt, at bygningen stadig eksisterer i Odense. “Dansk Spiritist Union” blev stiftet i efteråret 1913 med initiativ fra V. West Larsen og i samarbejde med andre spiritistiske sammenslutninger (menigheder). Fra start bestod “Dansk Spiritist Union” af 5 sammenslutninger og 271 medlemmer, hvilket 5 år efter var vokset til 10 spiritistiske sammenslutninger/menigheder og 1.018 betalende medlemmer. Du kan læse mere herom i det vedlagte billede med tekstindhold.
Det interessante er, at bygningen har samme arkitektur (bl.a. store flotte hvide søjler) som “Bethsaida Templet” i København, som blev bygget og benyttet af “Spiritistisk Broderskab” (stiftet af Petrea Seidelin Nielsen og Robert Jørgensen torsdag, den 12. juli 1894). “Bethsaida Templet” blev indviet 1. Påskedag søndag, den 15. april 1900 på adressen: Filippavej 3, 2000 Frederiksberg, og det blev ligesom “Elidians Templet” brugt til mange spiritistiske aktiviteter. Nedenfor ses også to billeder af “Bethsaida Templet” udenfor, og ét billede af at der var plads til 600 personer indenfor.
Er der et eller flere medlemmer (eller andre nysgerrige), der har lyst til at gå forbi og tage et billede af, hvorledes “Bethsaida Templet” ser ud i dag og sende til os på vores mail – til glæde for os andre? – På forhånd mange TAK for hjælpen.
Begrebet “Templer” bliver ligeledes benyttet i den åndelige verden, og mon ikke, at medlemmer af “Dansk Spiritist Union” og “Spiritistisk Broderskab” er blevet inspireret heraf, da de skulle designe og opføre henholdsvis “Elidians Templet” i Odense og “Bethsaida Templet” i København?!
I bogen “Landet hinsides” af Alfred Nielsen beskrives bl.a., at pragtfulde og smukke “Templer” benyttes i fjerde til syvende sfære (dvs. i 4.-7. åndelige kloder, som hver består af 12 udviklingsplaner), hvori man samles til forskellige aktiviteter. I bogen beskrives også, at i 4. sfære/åndelig klode er alle religiøse forskelligheder ophørte, idet spiritismen er gennemgående som fælleseje. “Tro er afløst af viden, og teologi af indsigt”.