Nederst på siden kan I se masser af pragtfulde, inspirerende billeder og videoer fra vielser foretaget hos Spiritismens Trossamfund.
Spiritismens Trossamfund kan som anerkendt trossamfund i Danmark tilbyde vielse med borgerlig gyldighed, udført af trossamfundets præster kaldet “Spiritismens Formidler”. Personer af enhver kønsbestemmelse kan blive viet hos os.
Vil I vies af os, skal I blot kontakte enten Christina Frank, tlf. 21169202, eller Jens Johansen, tlf. 28119194, som indtil videre er de eneste Spiritismens Formidlere, der har bemyndigelse til at forestå vielser med borgerlig gyldighed.
Planlægningen vil foregå i tæt samarbejde med Jens eller Christina, og når I kontakter os, begynder vi med en kort snak, hvor I fortæller lidt om jer og hvorfor I vil giftes, og hvor og hvornår det skal foregå.
Herefter aftaler vi en dato for vores formøde. På formødet har I mulighed for at fortælle vielsesforretteren, hvad I har af tanker og ønsker for jeres vielse. Vielsesforretteren spørger nærmere ind til jer; hvordan I mødtes; jeres kærlighed; hvorfor I vil spiritistisk vies m.v., og dette indhold bruger vielsesforretteren til at skræddersy jeres vielsestale.
Under vores formøde aftaler vi også hvilke benævnelser, I ønsker benyttet af jer under vielsen. Eksempelvis: Mand og kone, ægtekvinde og ægtekvinde, husbond og husbond, ægtefolk mv.
KRITERIER FOR VIELSEN
For at blive viet hos os, skal mindst én af jer være medlem af Spiritismens Trossamfund (jf. ægteskabsloven). Såfremt I ønsker, at jeres vielse skal foregå i en dansk kirke, skal den ene part være medlem af folkekirken (jf. ægteskabsloven).
Vielsen kan forekomme overalt i Danmark uanset geografi og lokalitet. Vielsen kan foregå i naturen, i jeres hjem, på en båd, i et andet religiøst hus, i en svømmehal, på golfbanen mv. Det er næsten kun fantasien, der sætter grænsen – såfremt vielsesforretteren og myndigheden/ejeren af stedet giver tilsagn og tilladelse til det.
Eftersom spiritismen er åben over for andre trosretninger, favner Spiritismens Trossamfund, hvis en af jer har en anden trosretning, og at I to vælger at blive spiritistisk viet.
VIELSESRITUALET
Hovedtrækkene for en spiritistisk vielse vil foregå på følgende vis. Justeringer og personlige tilpasninger og ønsker kan individuelt tilpasses i samarbejde med vielsesforretteren.
Trin 1
Vielsesforretteren og brudeparret stiller sig samlet i de givne omgivelser som aftalt under forberedelserne.
Vielsesforretteren byder velkommen til vielsen, til de ægtede parter og til deltagerne fra henholdsvis jordisk og åndelig side.
Vielsesforretteren indleder med at fortælle om formålet og bevæggrunden til, at vi er samlet til Spiritismens vielse, og at vi fejrer ægteskabets begyndelse mellem to mennesker, to sjæle i deres tid sammen på Jorden.
Dertil tilføjer vielsesforretteren passende ord og budskaber, også i forhold til konteksten, og hvad der forud er aftalt med brudeparret, samt hvis der evt. er kommet inspiration fra åndelig side.
Herefter fortsætter vielsesforretteren med at uddrage essenser og budskaber fra trossamfundets 5 Hovedpunkter, som hidrører dét, at to individer ægter hinanden og nu skal leve og udvikle sig sammen i et forhold baseret på kærlighed og tillid. Dette medfører et ansvar og en fælles opgave omkring at gennemleve og løse de udfordringer, som skal løses sammen samt individuelt.
Trin 2
Vielsesforretteren tænder et stearinlys for brudeparret, idet “lyset” er en gennemgående bestanddel i spiritismen, og fordi “lyset” ligeledes symboliserer de budskaber, som den efterfølgende bøn indeholder. Vielsesforretteren formulerer selv en passende overgang fra sine uddrag af trossamfundets 5 Hovedpunkter til denne del.
Vielsesforretteren beder brudeparret om at tage hinanden i hænderne.
Vielsesforretteren siger henvendt til alle:
“Vi tager alle hinanden i hænderne (dette gøres fysisk af alle tilstedeværende) som symbol på, at vi hører sammen, og at ægteskabets indgåelse handler om at værne om at udvikle sig sammen i lys og kærlighed. Livet består af modsætninger, lys såvel som mørke, og vi beder til, at I får et lykkeligt, håbefuldt og lærerigt liv sammen, og at I i fællesskab har fokus på, også i udfordrende og herved udviklende stunder, at samarbejde om at løse de opgaver, som I vil blive stillet overfor som ægtefolk – for ansvaret er jeres. Men husk på, at vi er aldrig alene; Vi er en del af Livskilden, dens kærlighed, styrke og beskyttelse. Bevar håbet og troen! Fra åndelig side er det blevet sagt til os, at vores venner og familie i den åndelige verden ikke er længere væk end i tanken, og de kan komme med hjælp, kærlighed og støtte til os i de stunder, hvor vi virkelig har brug for det. Må I sammen hjælpe hinanden til at gå mod det lyse i jeres ægteskab og tilslutte jer de forpligtelser, som naturligt opstår i et parforhold. Ingen får opgaver her i jordelivets skole, som ikke kan løses ved at hjælpe sig selv, hinanden og andre. Som der er blevet sagt fra den åndelige verden: “Livet er en gave, som udvikler vores sjæl”. Vi ønsker for jer, at jeres ægteskab baseres på kærlighed, ansvarlighed, tilgivelse, tolerance, at give plads til hinanden og sig selv, at hjælpe og støtte, have mod og styrke, være forstående og ydmyg samt udvise næstekærlighed samt mange andre gode egenskaber og kvaliteter.“
Vielsesforretteren siger til forsamlingen, at de må slippe hænderne, og at brudeparret gerne må gøre sig klar til selve ægteskabsindgåelsen.
Vielsesforretteren spørger ind til, om brudeparret vil erklære at ægte hinanden ved at stille følgende spørgsmål:
“Erklærer du, NN og NN, at ville ægte hinanden og således gøre hinanden til ægtefolk?”
NN og NN svarer: “Ja”.
Herefter siger vielsesforretteren: “Så forkynder jeg jer nu at være ægtefolk. (Disse ord skal indgå i vielsen, jf. ægteskabsloven). Hjertelig tillykke! Må kærligheden og åndens styrke være med jer.”
Har brudeparret ringe eller andre symbolske genstande, som de vil give hinanden, sker denne del nu som aftalt under forberedelserne med vielsesforretteren. Det samme er ligeledes gældende, hvis kys, kram med videre mellem brudeparret ønskes gjort.
Trin 3
Vielsesforretteren afslutter med egne ord brylluppet, gerne med afsæt i spiritismens 5 Hovedpunkter, og har afstemt afrundingen med brudeparret.
PERSONLIG TILPASNING AF VIELSEN
Spiritismens Formidlere er åbne over for individuel tilpasning af vielsesforløbet, så længe det ikke strider mod grunddelen af spiritismen og relevant lovgivning. Et eksempel på personlig tilpasning kunne være:
De kommende ægtefolk kan tage et bånd (af stof, snor eller lignende) med, som de på forhånd har givet til vielsesforretteren. På et aftalt tidspunkt kan vielsesforretteren bede ægteparret om at række hænderne frem mod vielsesforretteren. Vielsesforretteren tager båndet frem og lægger det om brudeparrets hænder. Brudeparret tager fat om båndets ender i hver sin hånd, hvorefter de sænker hænderne igen/tager hænderne ind til sig. Vielsesforretteren forklarer, at båndet symboliserer, at kærligheden binder vores åndelige og jordiske verden sammen, og hermed også det kommende ægtepars verdener. Båndet symboliserer brudeparrets samhørighed og forpligtelserne i livet som i parforholdet. Parret holder fast i båndets ender som symbol på at holde fast i de bånd, de nu knytter til hinanden, og som symbol på at holde fast i deres sammenhold.
Der er mange måder, I kan personligt tilpasse jeres vielse, så tag en snak med os om jeres ønsker. Vi kommer også gerne med forslag til, hvad vi fornemmer, der kunne passe til netop jer to.
PRIS
Spiritismens Trossamfund er privatfinansieret og modtager ingen offentlige tilskud. Omkostningerne for at blive viet afholdes derfor af brudeparret.
Prisen er kr. 5.600 og indbefatter:
- Rådgivning ift. ægteskabsindgåelse. I skal bl.a. udfylde prøvelsesattest for at kunne blive viet.
- Forberedelsesmøde med vielsesforretteren. Forberedelsesmødet sker enten fysisk eller digitalt (via en online mødeplatform). Ønsker I at jeres vielsesforretter kommer hjem til jer, eller at I mødes, hvor vielsen skal foregå, er dette også en mulighed. Alt efter hvor i Danmark, det skal foregå, kan der være transport omkostninger forbundet hermed.
- Jeres vielsesforretter udarbejder jeres vielsestale.
- Før jeres bryllupsdag gennemgår vielsesforretteren og I selve vielsesforløbet én gang mere, som det er blevet planlagt på forhånd.
- Afholdelse af selve vielsen.
- Efter vielsen er indgået, udfyldes Ægteskabsbogen af jer, samt jeres to vidner, og af vielsesforretteren. Ægteskabsbogen sender vielsesforretteren til kommunen, som udsteder jeres Vielsesattest, og som vielsesforretteren efter modtagelse fra kommunen endeligt sender til jer.
- Transportomkostninger (kørsel, færge, fly, betalingsbroer og lignende) til vielsesforretteren indgår ikke i den angivne pris ovenfor. Der afregnes kørsel i henhold til statens kilometertakts, og der tages afsæt i vielsesforretterens bopæl (privat adresse) – både når I mødes til jeres forberedelsesmøde og til afholdelse af selve vielsen. Satsen er 3,79 kr./km i år 2024. Hertil pålægges moms.
Hvad er det særlige ved en spiritistisk vielse?
En spiritistisk vielse er meget nærværende og binder os sammen med vores kære i den åndelige verden. Hvis I ønsker det, kan vi inkludere dem i Formidlerens vielsestale og evt. invitere dem til at være til stede med deres kærlighed og støtte. Kærligheden vil nemlig altid binde os sammen uanset tid, sted og livsforhold, og hvis du/I finder dette naturligt, sætter vi sammen ord på det i jeres personlige vielse.
Vi udvikler og skræddersyer jeres ægteskabsindgåelse, så I kan realisere jeres idéer, tanker og drømme. Dette gør sig både gældende i forhold til det praktiske setup og ved, at vi virkeliggør spiritismens smukke indhold og budskab som en naturlig del af jeres vielse. Sidstnævnte foregår i henhold til de 5 Hovedpunkter, som er essensen i Spiritismens Trossamfunds læregrundlag.
Bliv inspireret af vielser foretaget hos Spiritismens Trossamfund
I en privat og eventyrlig atmosfære blev Daviid og Naja forenet i en vielse, der både overraskede og rørte alle til stede. Ceremonien begyndte, som man kunne forvente, men pludselig tog Daviid ordet – han ønskede at fri ‘ordentligt’ til Naja, da det faktisk aldrig var sket officielt! Det blev et stort øjeblik fyldt med overraskelse og følelser, og der var ikke et øje tørt, da Naja sagde ja. Heldigvis, for så kunne vi jo fortsætte med vielsen!
Ceremonien var fyldt med smukke symboler og traditioner. Under vielsesritualet i Spiritismens Trossamfund blev et lys tændt som et tegn på, at kærlighedens lys altid vil følge brudeparret og deres lille Wilma, som også blev døbt denne dag. Gæsterne tog hinanden i hænderne for at symbolisere fællesskab og styrke, både her på jorden og i ånden.
Bryllup og dåb blev smukt flettet sammen, og dagen bød på alt fra babygrin til rørende øjeblikke. Lige før Naja og Daviid sagde “JA” til hinanden, udvekslede de ringe som symbol på deres evige kærlighed. Og selvfølgelig blev der kysset for at markere begyndelsen på deres nye liv sammen som ægtefolk. Ingen kunne holde tårerne tilbage – hverken gæsterne, brudeparret eller Spiritismens Formidler (præst), Jens Johansen, som med stor glæde ledte ceremonien og gennemførte vielsen, der blev borgerlig gyldig, da brudeparret, to udvalgte vidner og præsten til sidst underskrev ægteskabsbogen.
Efter ceremonien fortsatte dagen med en bryllups- og dåbsfest, der var planlagt og arrangeret af familiemedlemmer. De havde skabt en festlig, kreativ og hyggelig atmosfære i naturens skønhed, som gjorde brylluppet fyldt med hjertevarme og glæde.
Brudeparret deler her deres refleksioner om dagen:
“Det var en dag, vi aldrig vil glemme. Jens gjorde ceremonien til noget helt særligt med sin varme og forståelse. Fra vores samtaler før vielsen til selve dagen følte vi os virkelig set og hørt. Vi kunne ikke have ønsket os en smukkere fejring af vores kærlighed og vores lille Wilma. En dag, der vil leve i vores hjerter for evigt.”
“Det var vigtigt for os, at når vi skulle giftes, skulle det være noget, der gav mening for os, og hvor kærligheden var den store fællesnævner. Vi fik en hel fantastisk kærlighedsdag og rejsen dertil sammen med Jens og Christina var lige så fantastisk.
Vi ville gerne sprede ringe i vandet af kærlighed og lys ved vores gæster, og det lykkedes til fulde.
Vi vil gerne takke Jens for en hel vidunderlig tale og vielse som gik lige i hjertet på os og bestemt også vores gæster, som fik en anden oplevelse af, hvad kærlighed og åndeverdenen er. Jens, af hjertet tak for dig.”
Denne vielse blev afholdt privat blandt familie og venner med fokus på brudeparrets kærlighedshistorie og deres liv sammen. Vi har alle vores egne historier, en fortid og en fælles fremtid, og dette brudepar var ingen undtagelse. Derfor var det naturligt at fejre dette særlige øjeblik og i vielsestalen tale om deres rejse og liv sammen. Vielsen blev udført af en af vores fem Formidlere (præster) i Spiritismens Trossamfund og blev beriget med de åndelige aspekter, der findes i vores menneskeliv.
Det er en enorm glæde og en overvældende følelse af kærlighed at være vidne til en vielse i Spiritismens Trossamfund. Det går mere og mere op for os Formidlere, der udfører de forskellige ritualer, at både gæster og brudepar har den samme oplevelse. Det nygifte par har netop delt følgende med os:
Vi takker af hele vores hjerter. Det kunne simpelthen ikke have været bedre, smukkere, mere ægte, personligt og rigtigt – præcis som vi ønskede det! Alle, vi har talt med efter brylluppet, har været ekstremt begejstrede for hele arrangementet, og vielsen er blevet nævnt som noget helt, helt særligt og rørende! Du er en sand menneskekender. Stor tak til dig for at skabe den perfekte tale, der virkelig ramte plet på alle måder.”
Af personlige årsager ønsker brudeparret ikke deres billeder offentliggjort.
I den majestætiske skov ved Roskilde Fjord, hvor en storslået rødbøg strakte sig ud mod vandet, sagde Pi og Preben JA til hinanden. Omgivet af familie og venner fejrede de kærligheden, som udgør essensen af en spiritistisk vielse, sammen med den åndelige dimension af livet.
“Vores bryllup var en uforglemmelig dag, fyldt med glæde og magi. Spiritismens Formidler, Jens Johansen, formidlede alt helt perfekt og skabte en personlig og unik ceremoni for os. Vi værdsatte Jens’ åbenhed for at inkludere vores personlige touch, og stemningen under ceremonien var let og magisk. Mange af vores gæster beskrev vielsen som noget helt særligt, og vi kunne ikke have ønsket os det anderledes. Det var vildt og præcis sådan, som vi havde drømt om. En dag, vi aldrig vil glemme.”
Rhandie og Lars har valgt at fejre deres kærlighed på en helt særlig måde ved at blive “gengift” i Spiritismens Trossamfund. Efter en kedelig rådhusvielse ønskede de en romantisk og festlig ceremoni, og det fik de bestemt i private omgivelser!
Brudeparret samlede deres nærmeste for at fejre kærligheden i en ceremoni, der var skræddersyet til dem, udført af Spiritismens Formidler Jens Johansen. Deres vielse i Spiritismens Trossamfund bragte ikke kun glæde til Lars og Rhandie, men også til alle gæsterne. Brudeparret var nervøse for, hvordan de gæster, som ikke troede på det åndelige, mon ville reagere… Men stemningen var fyldt med åbenhed og varme, og der var gæster, der udtrykte efterfølgende, at de måske også godt kunne tænke sig at blive gift på denne måde.
Lyset bliver tændt
Ceremonien blev indledt med tændingen af et lys, et symbol på kærlighedens og livets lys. Brudeparret holdt hinanden i hænderne, bundet sammen af et silketørklæde, der repræsenterede deres enhed og samhørighed. Det var en rørende stund, hvor de viste deres kærlighed og hengivenhed for hinanden.
Kærlighedens kraft
Rhandie og Lars delte ikke kun deres kærlighed med hinanden, men også med alle tilstedeværende. De beviste, at ægte kærlighed handler om at inkludere og respektere hinandens forskelligheder, og hvordan humor og sammenhold giver parforholdet dybde og livsglæde. Deres historie om en lampe, der begyndte at svinge voldsomt uden nogen synlig eller logisk forklaring, mindede os alle om de åndelige bånd, der binder os sammen, selvom vi ikke kan se dem. Det viser, hvordan vores åndelige ophav fungerer som en fællesnævner på tværs af frekvenser, og gør det muligt for ånder at kommunikere med mennesker på forskellige måder.
En ceremoni for alle
Spiritismens Trossamfund tilbyder ceremonier, der er dybt meningsfulde og personlige. Det handler ikke om at ændre hvem man er, men om at fejre kærligheden, åndelighed og livet på en måde, der føles rigtig for én selv.
Kontakt os
Vi her for at hjælpe og støtte jer gennem hele processen. Hvis I har spørgsmål, ønsker mere information, eller ønsker at planlægge en ceremoni, er I altid velkomne til at kontakte os.