Vedtægter for henholdsvis Spiritismens Trossamfund og den selvejende organisation Spiritismens Fremme.

VEDTÆGTER
FOR
SPIRITISMENS TROSSAMFUND

REVISION V

§ 1. Navn:
Trossamfundets navn er Spiritismens Trossamfund.

§ 2. Hjemsted:
Trossamfundets hjemsted er Greve Kommune.

§ 3. Formål:
Spiritismens Trossamfunds formål er at være et fællesskab centreret om troen på åndens og åndeverdenens selvstændige eksistens samt på liv efter døden (dvs., ånden overlever menneskekroppens fysiske død), og at livet fortsætter i den åndelige verden. Trossamfundets medlemmer samles om troen på, at kommunikation og et møde kan ske fysisk og mentalt mellem mennesker på Jorden og ånder i den åndelige verden, og at udførelse af ritualer i trossamfundets regi sker i samarbejde med den åndelige verden. Formålet med Spiritismens Trossamfund er at være et fællesskab, hvor medlemmer er sammen om at tro på og undersøge det åndelige og de åndelige aspekter. Alt dette sker med afsæt i og via troen på Gud som skaberkraft og livskilde.
Spiritismens mange facetter har Spiritismens Trossamfund sammenfattet til fem centrale bestanddele, som kaldes Spiritismens 5 Hovedpunkter. Hovedpunkternes indhold hænger sammen, men selve rækkefølgen er uvæsentlig. Formålet i Spiritismens Trossamfund er at udbrede kendskabet til og læren om spiritismen med udgangspunkt i de 5 Hovedpunkter:

● Åndeverdenens eksistens:
Den åndelige verden er lige så virkelig som vores jordiske verden.

● Åndelig kommunikation og hjælp:
Det er muligt at kommunikere og mødes fysisk og mentalt med vores afdøde, åndelige hjælpere, åndelige vejledere og andre eksistensformer i den åndelige verden.

● Åndens/sjælens eksistens og udvikling:
Vi er ånd/sjæl, der kan optage ét til mange jordiske liv. På Jorden lever vores ånd/sjæl som menneske en tid for at lære og for at udvikle sig. Efter jordisk død vender vores ånd/sjæl tilbage til den åndelige verden, hvor livet og vores åndsudvikling fortsætter til evig tid.

● Gud/Livskilden:
Denne skaberkraft er virkelig og er grundlaget for alt liv.

● Menneskets forbundethed og ansvar:
Mennesket er forbundet med hinanden – ud over det fysiske plan – og vi skaber vores liv og karma gennem vores fysiske og mentale ageren.

§ 4 Læregrundlag/trosbekendelse indeholder essensen af de 5 Hovedpunkter i sammensat form, idet vores læregrundlag og trosbekendelse bygger på hovedpunkterne. Endvidere forefindes en uddybning af Spiritismens 5 Hovedpunkter på trossamfundets hjemmeside.

Spiritismens Trossamfund har til formål at udbrede troen på og kendskabet til indholdet og betydningen af Spiritismens 5 Hovedpunkter. Dette formål søges opfyldt ved undervisning, foredrag, informations- og oplysningsarbejde, herunder men ikke begrænset til: Udgivelser enten digitalt, på nettet, ved bøger, medier på tryk, lyd, billede o.lign. samt ved afholdelse af arrangementer som f.eks. workshops i mentalt og fysisk medieskab, demonstrationer i åndeligt medieskab (klarsynsdemonstrationer og fysiske seancer). Formålet opfyldes også ved udførelse af rituelle handlinger i trossamfundets regi.

Formålet med Spiritismens Trossamfund er tilbyde at udføre fire rituelle handlinger til dets medlemmer. Vores tro på indholdet i Spiritismens 5 Hovedpunkter udgør og indgår som en vigtig bestanddel i de rituelle handlinger, som er:

● Spiritismens vielse/bryllup
● Spiritismens dåb/navngivning
● Spiritismens bisættelse/begravelse
● Spiritismens livsvelsignelse

I disse rituelle handlinger indgår forskellige læresætninger (læresætningerne forefindes på Spiritismens Trossamfunds hjemmeside under hver rituel beskrivelse), som er udformet på baggrund af netop vores tro på indholdet i Spiritismens 5 Hovedpunkter.

Formålet med Spiritismens Trossamfund er også at favne den stigende betydning som spiritismen har i det danske samfund, hvor spiritister og åndelige interesserede mennesker har mulighed for og rum til at udfolde, udtrykke og udvikle deres åndelige evner ved at indgå i trossamfundets fællesskab.
Trossamfundet kan samarbejde med enhver organisation, forening eller institution, som virker for samme formål.

§ 4. Læregrundlag/trosbekendelse:
Spiritismens Trossamfund har en trosbekendelse, som er spiritismens læregrundlag:

”Vi tror, fordi spiritisten gennem medieskabet er blevet fortalt, at vi lever efter døden. Vi overlever den fysiske død. Vores sjæl lever videre, ligesom alt lever i det åndelige fortsatte liv. Vi tror, fordi ånden er liv, som Gud har besjælet til evig tid. Intet forgår, men lever videre i former uden for det jordiske liv, som vi kender som Jorden med mennesker, dyr, planter m.v. Vi tror, fordi ånder gentagne gange har fortalt os med egne stemmer, at vi lever hinsides det jordiske liv. Vi forgår ikke, men ændrer form til en anden tid, et andet sted, der for os er velkendt, når livet på Jorden ændrer sig; når vi dør herfra. Livet på “den anden side” er så meget smukkere.

Det er blevet forklaret os, at intet på Jorden sker uden mening og betydning for dette af os levede liv, som fortsætter i det åndelige rige, vores rige, med mere og gladere liv end nu. Men, det jordiske liv er udviklende for en sjæl, der lever som menneske for en tid. Kort eller langt. Det er vigtigt for sjælen at gennemleve sit jordiske liv og de forhold, der gør sig gældende for det. Vi ved nu, fordi det er fortalt af afdøde, der gentagne gange har vist sig og talt med mennesker, som de kender, at døden ikke er at frygte. Intet er virkelig at frygte, men frygt foregår i det menneskelige sind. Sjælen er ikke fuldkommen, men stræber efter at udvikle sig så godt, som sjælen nu kan, således mennesket.

Tro er ikke blind, men er baseret på egen overbevisning om det rette. Og hvad er mere rigtigt i mennesket end menneskets egen overbevisning. Vi giver viden til jer, som I tager til jer eller ej. Vi forventer ikke. Vi påtvinger ikke. Vi hjælper, når vi kan, og når I tager imod. Mange gange har vi udtrykt vores tilstedeværelse gennem medieskabets mange former og forsøg. Vi har udviklet teknikker, der gør det muligt for os, at I kan se, høre og mærke os. Vi elsker at besøge Jorden, men det er også en opgave, der er svær. Det er for os muligt at arbejde gennem jer, der er medier, og gøre os synlige og hørbare igen. Men om I vælger at tro dette, er for jer at udrette. Heri ligger tro. Troen på, at dét, vi foretager os for jer sammen med jer, er rigtigt. Og troen på det evige liv; Evig tid; Altid bestående. Gud er stor og kærlig. Guds kærlighed favner jer alle, ingen er undtaget – uanfægtet trosretning. Tro skal styrke jer i dette liv for at gøre jer forberedte på livet efter livet. Tro er altid en måde at bevæge sig ud af menneskets logik og ind i sjælen, hvor egen sandhed finder sted. Lad dette være sagt.

Livet i de åndelige sfærer er altid lige så udviklende for sjælen som for ånden her på Jorden. Hvad I gør som menneske, gør I som sjæl og ånd. I er i samme båd. Lad jer ikke gå forbi en fjende uden at elske ham eller hende. Gør jer ret som uret for at være ét med hinanden. I forbinder jer til hinanden ved at elske. Ved at elske gør I jer ret. Og ved ret mener jeg, at I hjælper hinanden på vej i jeres udvikling i det fællesskab, vi alle indgår i, og som udgør vores væren sammen. Vi er forbundet med hinanden gennem livets kilde af alt, hvad lever, alt hvad der er til, alt hvad der har været, og alt der vil være. Vi er afhængige af hinanden for overhovedet at udvikle os. Derfor behandl din nabo lige så godt som dig selv, og vær god imod din nabo som dig selv. I er forbundet her, nu og for altid.

Vores fællesskab eksisterer, fordi Gud er virkelig. Gud er Livskilden, som I også ynder at kalde det. Betegnelsen er underordnet. Kernen er selve essensen. Det er Gud. Livets sandelige altidige. Når vi omtaler Gud, er det for jer en ringe forståelse, og det skaber desværre ofte misforståelse. Spiritisten tror på livets skaber, på Gud, fordi Gud er virkelig i sammenhæng med livet. Livet opstår, fordi Gud tillader det. Det er ikke en Gud, som afgør, om livet skal fortsætte eller stoppe, fordi du gør eller har gjort. Livet slutter og starter, når det er tid for sjælen at starte et liv eller stoppe sit liv i det jordiske menneskelige liv. Livet eksisterer, fordi Gud er til i dig, med dig, om dig og sammen med alle. Alt levende er forbundet og har betydning for udviklingen af sig. Alt liv er vigtigt for dette liv, og intet er mere eller mindre vigtigt. Alt liv har betydning. Medieskabet forbinder vores to verdener – og mange flere. Det jordiske og de åndelige.

Når I bliver indført som menneske og gør jer klar til dette jordiske livs start, tildeles I både en mor og en far for, at livet kan starte. Livet er sjælen + ånd + Livskilden + kroppen. Dette udgør mennesket; Dig. Sjælen er den kerne af Gud, som lever altid. Når ånden er til, er det som åndelig tilværelse og former, du kender som menneskets form og personlighed. Ånden er således dig som menneske, men det jordiske er væk. Du er ren ånd, uden krop. Din ånd ændrer sig. Du ændrer dig. Og således optager du nye liv, når det er tid. Du genfinder dig på eksempelvis Jorden, når du skal udvikle egenskaber, kvaliteter og værdier, der for dig er vigtige at lære om og optage som ånd for at udvikle dig af hele din væren, altså sjælen.

Sjælen er dit ophav og er tættest forbundet med Gud. Når du forvandler dig, ændres din ånd. Du forandrer dit liv som ånd, og derfor forandrer du dig af ånd. Sjælen forvandles ikke i samme omfang eller forståelse, men er altid til som kernen. Denne sjæl er foranderlig og evigt udviklende. Men den ændrer ikke form, som ånden gør det. Det er kun, når du tillades at inkarnere dig som menneske på Jorden, at processen kan igangsættes. Du skal gives tilsagn.

Ingen eller intet påtvinger ånden sin ændring – sin kommende jordiske form. En ånd er fri til at udvikle sig. Den kan for så vidt gøre, hvad ånden ønsker. Intet er uden virkning. Al adfærd, jordisk som åndelig, har betydning. Vi påvirker os selv, når vi påvirker andre med vores handlinger, adfærd, opførsel osv. Derfor siger vi fra åndelig side, at ønsker du et godt liv, så ønsk din nabo et godt liv. Veje til ægte lykke ligger ofte i at gøre andre det godt og ikke påtvinge dem dit eller andres – med mindre de vil have dig til at gøre det. Du vælger det gode liv, når du vælger det gode liv for andre.”

§ 5. Drift:
Spiritismens Trossamfunds drift baseres på medlemskabsindtægter, bogsalg og opkrævning ved trossamfundets aktiviteter samt donationer og økonomiske tilskud fra private og offentlige institutioner.

§ 6. Trossamfundets aktiviteter:
Trossamfundets aktiviteter består af dåb/navngivning, vielse, bisættelse/begravelse og livsvelsignelser. Ydermere vil Spiritismens Trossamfund udgive artikler og andet undervisningsmateriale. Dette materiale skal blandt andet benyttes til uddannelse af Spiritismens Formidler (præsteuddannelsen). Spiritismens Trossamfund vil også ved lejlighed afholde foredrag og andre spiritistiske aktiviteter.

§ 6.1:
Bestyrelsen fastsætter efter drøftelse med Rådet en møde- og aktivitetsplan for hvert halvår. Planen offentliggøres på Spiritismens Trossamfunds hjemmeside.

§ 6.2:
Der opkræves entre eller deltagergebyr ved trossamfundets arrangementer som led i dækning af påløbende omkostninger. Dette deltagergebyr betales ved tilmelding til det givne arrangement, og det kan ikke refunderes ved afbud eller manglende fremmøde.

§ 7. Medlemmer:
Alle myndige personer optages som ordinære medlemmer af Spiritismens Trossamfund, hvis de kan og vil tilslutte sig trossamfundets formål. Spiritismens Trossamfund består dermed af de til enhver tid værende medlemmer.
Indmeldelse skal ske skriftligt. Kravet om skriftlighed anses for opfyldt, hvor tilmeldelse sker via elektronisk kommunikation med udtrykkeligt tilvalg af de krævede erklæringer eller samtykker. Spiritismens Trossamfund har ikke pligt til at optage medlemmer, der af bestyrelsen vurderes til ikke at ville slutte op om trossamfundets formål og virkemåde.

Organisationer, administrative enheder eller virksomheder, der afgørende præges af personer, som ville kunne optages som medlemmer, kan ligeledes optages som enkeltmedlemmer.

§ 8. Ledelse:
Spiritismens Trossamfund ledes af en bestyrelse udvalgt af organisationen Spiritismens Fremme og skal som minimum bestå af to personer. Funktionsperioden er to år, defineret som tiden mellem to på hinanden følgende generalforsamlinger, og genudpegning kan finde sted uden begrænsning. Spiritismens Fremme udpeger formanden for bestyrelsen. Bestyrelsen vælger selv sin næstformand.

Formanden repræsenterer trossamfundet udadtil og leder bestyrelsens møder, herunder sikre indkaldelse med angivelse af dagsorden. Ved afstemning har hvert medlem 1 stemme. Ved stemmelighed vil formandens stemme afgøre udfaldet. Næstformanden bistår formand og træder i hans sted ved formandens forfald.

Bestyrelsen fordeler opgaverne imellem sig, som den finder mest hensigtsmæssig, herunder at sikre forsvarlig kontrol med trossamfundets midler og protokollering af beslutninger og begivenheder af betydning for trossamfundets virke.

Må et bestyrelsesmedlem fratræde i sin funktionsperiode skal Spiritismens Fremme udpege et nyt medlem.

§ 8.1:
Til at bistå bestyrelsen med forslag og anbefalinger vælges der på hver generalforsamling et Råd bestående af 2-10 personer fra trossamfundets medlemskreds. Valget sker ved almindeligt valg med simpelt flertal blandt trossamfundets opstillingsberettigede medlemmer, som deltager i det givne års generalforsamling.

Rådet kan ved sine beslutninger ikke forpligte trossamfundet eller bestyrelsen til bestemte handlinger eller undladelser, men Rådet fungerer alene som rådgivende organ og som støtte for trossamfundets aktiviteter. Rådets ageren (såsom deltagelse i offentlige debatter, udgivelse af tekster, artikler m.m.) på trossamfundets vegne skal først godkendes af bestyrelsen. Fratræder to eller flere af de på generalforsamlingen valgte rådsmedlemmer i perioden, kan Rådet dog kræve afholdelse af ekstraordinært medlemsmøde til supplering af Rådet for tiden indtil trossamfundets næste generalforsamling, jf. efterfølgende §9.

§ 9. Trossamfundets generalforsamling:
Generalforsamlingen afholdes hvert år i januar måned og indkaldes ved meddelelse til alle medlemmer med et varsel på 3 uger med angivelse af dagsorden. Indkaldelse sker via e-mail og meddelelse på trossamfundets hjemmeside. Bestyrelsen kan af hensyntagen til de i §9.1 anførte vilkår vælge at afholde generalforsamlingen digitalt. 

Medlemmerne er berettigede til at begære forslag optaget som punkter på generalforsamlingens dagsorden, idet sådanne forslag i deres fulde ordlyd dog skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.

Således indkomne forslag skal fremgå i deres fulde ordlyd i den endelige dagsorden, der skal være tilgængelig på trossamfundets hjemmeside senest 1 uge før generalforsamlingens afholdelse. Alle medlemmer har stemmeret ved generalforsamlingen, ligesom alle myndige medlemmer har opstillingsret til trossamfundets Råd, jf. §8.1.

§ 9.1:
Bestyrelsen kan beslutte, at der udelukkende afholdes en digital generalforsamling. En sådan beslutning kan dog alene træffes, såfremt en fysisk generalforsamling ikke kan afholdes som følge af force majeure, herunder ved myndighedspåbud.

Bestyrelsen fastsætter de nærmere krav til de digitale systemer og medier, der skal anvendes i forbindelse med den digitale generalforsamling. Bestyrelsen skal ved en digital generalforsamling sikre, at generalforsamlingen afvikles på betryggende vis, herunder at vedtægternes øvrige bestemmelser om generalforsamlingens afvikling iagttages. Det anvendte digitale system skal være indrettet på en sådan måde, at der sikres betryggende deltagelse og afvikling under hensyntagen til medlemmernes ret til at ytre sig og stemme på generalforsamlingen.

Bestyrelsen skal gøre trossamfundets medlemmer bekendt med, at der afholdes en digital generalforsamling i forbindelse med indkaldelse til generalforsamlingen.

Bestyrelsen skal oplyse trossamfundets medlemmer om, hvordan digitale systemer skal anvendes i forbindelse med generalforsamlingen. Trossamfundets medlemmer skal ligeledes oplyses om, hvordan de tilmelder sig den digitale generalforsamling, og hvordan de kan finde oplysninger om fremgangsmåden ved generalforsamlingen.

Det digitale system skal på pålidelig måde kunne fastslå, hvem der deltager i generalforsamlingen, således der undgås uvedkommendes deltagelse. Systemet skal ligeledes sikre muligheden for hemmelig afstemning.

§ 9.2:
Generalforsamlingen skal ledes af en af forsamlingen ved almindeligt flertal valgt dirigent. Dirigenten leder forhandlingerne og har ret og pligt til at afgøre spørgsmål om forståelsen af trossamfundets vedtægter, som måtte opstå under forhandlingerne, og som har betydning for generalforsamlingens korrekte afvikling. Dirigenten kan afsættes, såfremt et forslag fremsat herom ved en afstemning får støtte fra et absolut flertal i forsamlingen. Andre afstemninger undtagen afstemninger om godkendelse af vedtægtsændringer jf. § 16 og opløsning § 17 afgøres ved almindeligt flertal. Dirigenten fastsætter i øvrigt, hvorledes stemmeafgivelse finder sted og hvilken afstemningsmetode, der skal bruges.

§ 9.3:
Generalforsamlingens dagsorden skal mindst indeholde følgende dagsordenspunkter:
1)  Valg af dirigent og referent
2)  Valg af kasserer
3)  Godkendelse af formandens beretning for det forløbne år
4)  Godkendelse af regnskab for det seneste regnskabsår
5)  Fastsættelse af pris for medlemskab for det kommende regnskabsår
6)  Fastsættelse af deltagergebyr ved arrangementer for det kommende regnskabsår
7)  Indkomne forslag
8)  Meddelelse om udpegning af bestyrelsen og formand for det kommende år
9)  Valg af 2-10 medlemmer af Rådet
10) Valg af 1 revisor
11) Valg af 1 revisorsuppleant
12) Eventuelt

§ 9.4:
Samtidig med varslingen af generalforsamlingen med endelig dagsorden gøres det seneste reviderede årsregnskab tilgængeligt for medlemmerne på trossamfundets hjemmeside.

§ 9.5:
Generalforsamlingen fastsætter prisen for medlemskabet for det kommende kalenderår.
Mindreårige kan registreres som medlemmer uden opstillingsret, men med tale- og stemmeret på generalforsamlingen og medlemsmøder. Optagelse af mindreårige kræver samtykke fra forældre/værge.

§ 10. Protokol:
Der føres en protokol over Spiritismens Trossamfunds handlinger. Protokollen skal udvise de trufne bestemmelser. 

§ 11. Tegningsregel:
Trossamfundet tegnes af formanden og næstformanden for Spiritismens Trossamfund.
Bestyrelsen kan ved beslutning noteret i protokollen bemyndige en person til med fuld bindende virkning for trossamfundet at tegne dette i et konkret beskrevet tilfælde.

§ 12. Regnskab:
Trossamfundets regnskabsår følger kalenderåret. Trossamfundets kasserer har fuldmagt til at forestå de af bestyrelsen besluttede økonomiske dispositioner – herunder betaling af regninger.

§ 12.1:
Bestyrelsen sikrer, at der føres et retvisende driftsregnskab og en balance, der giver et korrekt billede af trossamfundets økonomiske situation – i overensstemmelse med god bogføringsskik.

§ 12.2:
Bestyrelsen påser, at der sker opkrævning af den på generalforsamlingen vedtagne pris for et årsmedlemsskab og deltagergebyr for det kommende kalenderår.

§ 13. Revision:
Spiritismens Trossamfund udpeger for et år ad gangen en revisor på årets generalforsamling. Hvert år inden næste generalforsamling, sørger kassereren for udarbejdelse af driftsregnskab og status, som skal revideres og godkendes af trossamfundets revisor i overensstemmelse med de almindelige gældende regler herom. Regnskabet fremlægges til godkendelse på trossamfundets generalforsamling af dets medlemmer.

§ 14. Udmeldelse:
Udmeldelse af trossamfundet skal ske skriftligt og elektronisk ved at fremsende en mail til Spiritismens Trossamfunds mailadresse: dialog@spiritismenstrossamfund.dk. Udmeldelsen af trossamfundet er personlig og kan herved ikke foretages på vegne af andre. I sin personlige udmeldelse skal medlemmet skrive, at medlemmet ønsker ophør af medlemskab samt fra hvilken dato, at dette er gældende. I den skriftlige udmeldelse skal følgende oplysninger også fremgå: Fornavn, efternavn, adresse og fødselsdato. Herefter vil medlemmet inden for syv hverdage via mail modtage en skriftlig bekræftelse på sin udmeldelse.

§ 14.1 Ophør af medlemskab:
Et medlem, der ikke støtter op om Spiritismens Trossamfunds formål, kan ekskluderes fra trossamfundet ved enstemmig beslutning i bestyrelsen.

Hvis et eksisterende medlem ikke har indbetalt sit årlige medlemskab rettidigt, og hvis medlemmet stadig ikke har betalt efter at have modtaget en betalingspåmindelse, bliver det givne medlem automatisk udmeldt af Spiritismens Trossamfund, idet medlemmet herved ikke aktivt har tilkendegivet, at medlemmet fortsat ønsker at være medlem af trossamfundet.

Hvis et nyt medlem ikke har betalt for sit medlemskab rettidigt efter modtagelse af opkrævningen, fremsendes en betalingspåmindelse, og hvis denne ikke betales som anført, bliver det givne medlem automatisk udmeldt af Spiritismens Trossamfund.

Eksklusion eller automatisk udmeldelse indebærer fortabelse af alle medlemsrettigheder og vedkommendes adgang til generalforsamlingen og de almindelige medlemsmøder.

§ 15. Byggeri eller køb af bygninger:
Spiritismens Trossamfund kan ved køb af ejendom samt vedligeholdelse af bygninger anvende hensatte midler til formålet, samt optage nødvendige bank og kreditforeningslån.

§ 16. Vedtægtsændringer:
Nærværende vedtægter er fastsat på stiftende generalforsamling den 25.05.2017. Ændringer af Spiritismens Trossamfunds vedtægter sker på trossamfundets generalforsamling. Ændringsforslaget skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. Ændringsforslaget sendes efterfølgende ud til alle medlemmer. 

Vedtægtsændringer vedtages med mindst 2/3 dele af de tilstedeværende medlemmer på generalforsamlingen. Dette flertal skal også udgøre mindst 30% af trossamfundets totale antal stemmeberettigede medlemmer. Såfremt der møder færre stemmeberettigede medlemmer op, så kan bestyrelsen foretage en foreløbig vedtægtsændring og indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, som så skal afholdes mellem 4 og 8 uger senere. På dette møde kan forslaget vedtages endeligt med 2/3 flertal af de fremmødte – uden krav til fremmødet.

§ 17. Opløsning:
En vedtagelse om opløsning af Spiritismens Trossamfund kan kun vedtages under iagttagelse af samme krav som ved vedtægtsændringer. Generalforsamlingen skal samtidig udpege et tilsynsråd på tre personer, hvoraf Spiritismens Fremme udpeger den ene, der ikke behøver at være ordinære medlemmer af trossamfundet. Tilsynsrådet skal påse, at afviklingen sker korrekt og under hensyntagen til vedtægternes bestemmelser.

Ved opløsning af trossamfundet sker der ikke udlodning af trossamfundets midler til medlemmerne, men hele trossamfundets formue skal anvendes til et velgørende formål, der kan rummes inden for trossamfundets formålsparagraf.

§ 17.1:
Ved opløsning træffer den afgående bestyrelse beslutning om, at trossamfundets afvikling og disponeringen af trossamfundets midler overgives til en af Spiritismens Trossamfunds valgt kurator, som er pligtig til at varetage opgaven med øje for det velgørende formål, og som skal aflægge beretning og regnskab for afvikling og disponering af midler til ovennævnte tilsynsråd senest 1 år efter beslutningen og opløsning, medmindre tilsynsrådet under hensyntagen til særlige omstændigheder bevilger en fristforlængelse.

§ 17.2:
Enhver, der var stemmeberettiget på tidspunktet for beslutning af trossamfundets opløsning, har adgang til, ved henvendelse til tilsynsrådet, at blive gjort bekendt med kurators regnskab og beretning i 2 år efter beslutning om opløsning – dog altid i op til 1 år efter kurators afgivelse af beretning og regnskab.

Disse vedtægter er tilrettet på generalforsamlingen den 21. november 2020 og bliver endelig godkendt på ekstraordinær generalforsamling den 10. januar 2021, og er underskrevet af dirigenten Vibeke Kasandra Dam på denne ekstraordinære generalforsamling. Bestyrelsesmedlemmerne er: Formand Jenner (Jens) C. E. Johansen. Næstformand Christinna (Christina) E. C. Frank. Sekretær Vibeke Kasandra Dam. Bestyrelsesmedlem Juki Tauchi.

VEDTÆGTER
FOR
DEN SELVEJENDE ORGANISATION
SPIRITISMENS FREMME

Revision II

Navn:

§ 1: Organisationens navn er ”Spiritismens Fremme”.

Hjemsted/adresse:

§ 2: Foreningens hjemsted er Københavns Kommune.

Formål:

§ 3: Foreningens formål er at udbrede kendskabet til de mange facetter i spiritismen, herunder men ikke begrænset til: Den spiritistiske filosofi, historie, nutidige og fortidige erfaringer, fysisk og mentalt medieskab, cirkel-arbejde samt kendskabet til fortidens åndelige medier og andre fremtrædende personligheder inden for spiritismen.

Formålet søges opfyldt ved informationsarbejde, herunder men ikke begrænset til udgivelser enten digitalt, på nettet, ved e-bøger o.l., medier på tryk, lyd, billede eller andre kommunikationsformer samt ved afholdelse af arrangementer som f.eks. klarsynsdemonstrationer, seancer, demonstrationer i åndelig medieskab og lignende arrangementer for medlemmer og andre interesserede.

Organisationen opfylder sit formål gennem samarbejde med og deltagelse i Spiritismens Trossamfund.

Personkreds:

§ 4: Organisationen har følgende personkreds:

Jenner (Jens) C. E. Johansen som formand, Christinna (Christina) E. C. Frank som næstformand og Vibeke K. Dam som sekretær.

Personkredsen kan i enighed supplere personkredsen med yderligere personer. Ved en persons udtræden tager de tilbageblevne ved enstemmig beslutning stilling til, om der skal suppleres og med hvem. Personkredsen kan dog ikke være mindre end to personer, idet organisationen ellers ophører med at eksistere.

Personkredsens opgave er at sikre, at formålet søges opfyldt, og at den særlige rolle, som organisationen har i forhold til Spiritismens Trossamfund, opfyldes bedst muligt.

Personkredsen skal forvalte organisationens midler bedst muligt og til stadighed holde dem adskilt fra personkredsens egen formue. Formanden og foreningens økonomiansvarlige har som de eneste adgang til foreningens midler. Alle i personkredsen skal godkende forvaltningen af foreningens formue. Personkredsens har ingen ejendomsrettigheder over organisationens formue.

Ledelse:

§ 5: Organisationen ledes af en formand, der konstitueres ud af personkredsens midte umiddelbart forud for hvert kalenderår. Funktionsperioden er 1 år defineret som et kalenderår, og genudpegning kan finde sted uden begrænsning.

Formanden repræsenterer organisationen udadtil og leder dens møder, herunder sikrer indkaldelse med angivelse af dagsorden. Ved afstemning har hvert medlem 1 stemme. Ved stemmelighed vil formandens stemme afgøre udfaldet.

Personkredsen fordeler i øvrigt opgaverne imellem sig, som det findes mest hensigtsmæssigt.

Forholdet til Spiritismens Trossamfund:

§ 6: Formanden sikrer gennem indkaldelse til møde med angivelse af dagsorden, at de rettigheder og pligter, som Spiritismens Fremme har i henhold til vedtægterne for Spiritismens Trossamfund, opfyldes korrekt og rettidigt, og at alle beslutninger i den anledning har været forelagt personkredsen.

Tegningsregel:

§ 7: Organisationen tegnes af formanden og to yderligere fra personkredsen i foreningen.

Personkredsen kan ved beslutning noteret i mødeprotokollen bemyndige en person til med fuld bindende virkning for foreningen at tegne denne i et konkret beskrevet tilfælde.

Regnskab:

§ 8: Organisationen kan erhverve midler gennem donationer, tilskud, bidrag mv. med henblik på at skabe et økonomisk fundament for opfyldelsen af formålet. Formanden, eller den der måtte udpeges, sikrer, at der føres et retvisende regnskab og en balance, der giver et korrekt billede af organisationens økonomiske situation.

§ 9: Organisationens regnskabsår følger Spiritismens Trossamfunds regnskabsår, som er 1/1-31/12.

§ 10: Regnskabet fremlægges senest seks uger efter regnskabsårets udløb for organisationens personkreds med henblik på godkendelse på førstkommende møde.

Vedtægtsændringer:

§ 11: Nærværende vedtægter er fastsat på et stiftende møde den 10. november 2013 og kan alene ændres, såfremt en enig personkreds indstiller det. Uanset ovenstående kan der ikke vedtages ændring af bestemmelsen i § 4, tredje afsnit, sidste punktum, om at der minimum skal være to medlemmer af personkredsen.

Opløsning:

§ 12: En vedtagelse af opløsning af organisationen kan gennemføres, såfremt kun et medlem af personkredsen modsætter sig det. Ved en sådan beslutning tilfalder alle organisationens ejendele eventuelle rettigheder foreningen Spiritismens Trossamfund.

Disse vedtægter er vedtaget på stiftende møde den 10. november 2013 og er underskrevet af samtlige deltagere i personkredsen.

Vedtægterne er sidst opdateret den 19/11 2020