Kunstmaleren Hilma af Klient mister sin søster og for at bevare kontakten til hende, opsøger Hilma det spiritistiske miljø. Hilma bliver en del af en spiritistisk cirkel, og hun får her kontakt til sin afdøde søster og andre ånder. Hilma stiller sig også til rådighed som medie og får inspiration fra den åndelige verden til at male 190 unikke værker, som omhandler den åndelige verden, sjælens udvikling, polariseringen af det lyse og mørke mv.
Du kan høre det interessante radioprogram på P1 Audiens: http://www.dr.dk/…/audiens-hilma-og-tempelbyggerne-om…
Radioprogrammets indhold beskrives således:
Maleren Hilma af Klint er en bombe under kunsthistorien. Hendes billeder, der ikke måtte vises før 20 år efter hendes død, viser sig at introducere den abstrakte kunst længe før de store modernistiske ikoner. Men de er meget andet end dét. De er fyldte med okkulte budskaber. Hilma af Klint arbejdede som medie for åndelige væsner, og skabte sine monumentale malerier efter diktat fra den åndelige verden. Selvom hun døde i 1944, er det først i 1980’erne, at verden var klar til hendes overrumplende kunst, og nu sætter de publikumsrekord overalt i verden. Hun forsagede alt andet i livet for at stå i det åndeliges tjeneste, og forklare hele universets sammenhæng gennem farver og former. Hilma af Klint havde én stor vision, som stadig ikke er blevet realiseret: Et vidunderligt tempel, omgivet af Mysteriernes Have, der skal rumme alle hendes billeder og være et helligt sted for spirituel fordybelse. Templet skal ifølge Hilmas efterladte skrifter ligge på Øen Hven i Øresund mellem Danmark og Sverige, og udformningen er nøje beskrevet af åndelige væsner. I denne udsendelse rejser Katarina Lewkovitch ind i Hilma af Klints visioner og religiøse univers, og ind i visionen om hendes spiralformede Tempel på Hven. For er tiden inde til at Hilmas værker nu skal finde hjem til det sted, det var tænkt for?