Selvom jeg tror på, at der findes en eller anden form for åndelig verden og et liv efter døden, hvorfor skulle jeg så få det som min trosretning?

Svar: Fordi muligheden gives dig nu. Måske du ligesom mange andre tilhører/har tilhørt en religion, som du altid har været medlem af, men som ikke helt passer til din opfattelse af livet og det åndelige. Og når vi nu med Spiritismens Trossamfund gør det muligt at kunne favne en åndelig livsindstilling, tro og åndsvidenskab, hvorfor så ikke tage et aktivt valg og gøre spiritismen til din trosretning!

Eftersom spiritismen er baseret på viden opnået gennem praktiske erfaringer og (videnskabelige) undersøgelser, hvorfor inddrages tro så i spiritismen?

Svar: Fordi vi netop tror på den viden, som spiritismen bygger på. Dertil, der er folk, der ikke har personlige håndgribelige åndelige oplevelser, men som tror på det det åndelige liv og åndelig kommunikation. På denne måde gives både de åndeligt vidende og troende mulighed for at bruge Spiritismens Trossamfund som sin trosretning.

Skal jeg melde mig ud af min nuværende tro for at blive medlem af Spiritismens Trossamfund?

Svar: I Spiritismens Trossamfund byder vi alle velkomne, uanset hvilket trossamfund du eventuelt tilhører i forvejen (eller på et senere tidspunkt ønsker at tilhøre). Det vil sige, at vi fuldt ud accepterer dobbeltmedlemskab.

Er du i forvejen medlem af et andet trossamfund, kan dette trossamfund have regler for, om det accepterer dobbeltmedlemskab.

Skal jeg både betale kirkeskat og et beløb til Spiritismens Trossamfund?

Svar: Medlemsbidraget i Spiritismens Trossamfund udgør kr. 150 pr. år. Kirkeskat betaler du kun, hvis du er medlem af folkekirken.

Har dåb/navngivning, som foretages i Spiritismens Trossamfund, borgerlig gyldighed?

Svar: Nej. Dette skyldes, at dåb med borgerlig gyldighed kun kan finde sted i folkekirken og i de 11 anerkendte trossamfund, der er anerkendt ved kongelig resolution før den 1. januar 1970. Dette fremgår af trossamfundslovens § 24, stk. 2, sammenholdt med lovens § 27, nr. 1. Eftersom Spiritismens Trossamfund ikke er anerkendt ved kongelig resolution før den 1. januar 1970, skal medlemmer af trossamfundet navngive børn via borger.dk. Du kan læse mere om navngivning af børn uden dåb på Kirkeministeriets hjemmeside.

En spiritistisk dåb i Spiritismens Trossamfund er et særligt smukt ritual og kan betragtes som en personlig fejring. Dåben varetages af én af Spiritismens Formidlere fra trossamfundet og kan forekomme overalt i Danmark uanset geografi og lokalitet, såfremt Spiritismens Formidler, som skal udføre ritualet, og myndigheden/ejeren af lokaliteten tillader det. Det vil sige, at ceremonien eksempelvis kan foregå i naturen, i kirker, i private hjem mv. 

Kan voksne også blive døbt i Spiritismens Trossamfund?

Svar: Ja, og du kan, som gældende ved vores andre ritualer, få din voksendåb personligt tilpasset.

Har vielser/bryllupper, som foretages i Spiritismens Trossamfund, borgerlig gyldighed?

Svar: Ja.

Er spiritistiske bisættelser/begravelser, som foretages i Spiritismens Trossamfund, ligeså gældende og mulige som andre trossamfunds bisættelse/begravelse?

Svar: Ja, idet dansk lovgivning siger følgende: “Var den afdøde medlem af folkekirken eller et andet trossamfund, vil det blive taget som udtryk for et ønske om kirkelig begravelse, med mindre den døde havde givet udtryk for andet. Folkekirkens begravelseskapel kan også benyttes ved andre trossamfunds kirkelige begravelser.” Det vil sige, at hvis man ved sin død er medlem af Spiritismens Trossamfund, kan vi sagtens forestå en spiritistisk og personlig tilpasset bisættelse/begravelse. Vi kan f.eks. arrangere en højtidelighed i et kapel, eget hjem eller andre passende steder. Der skal normalt betales et mindre beløb for leje af et kapel, samt eventuel organist og kor, hvis familien ønsker dette som en del af ritualet. Omkostningerne dækkes af familien og ikke af Spiritismens Trossamfund.

Hvad kaldes præsterne i Spiritismens Trossamfund - og hvem er de?

Svar: Vores “præster” kalder vi for Spiritismens Formidlere. På nuværende tidspunkt er de to eneste Spiritismens Formidlere grundlæggerne af Spiritismens Trossamfund, nemlig Christina Frank og Jens Johansen.

Hvorfor holder Spiritismens Trossamfund ikke gudstjenester?

Svar: Vi afholder arrangementer omhandlende spiritismen (se Kalenderen). “Gudstjeneste” hører måske en anden tid; andre kulturelle traditioner og andre trosretninger til end i Spiritismens Trossamfund. Vi lader det være op til den enkelte, hvordan man vælger at have kontakt til det åndelige og guddommelige.

Hvorfor kalder vi det "spiritismens 5 Hovedpunkter"?

Svar: I nogle dele af verden inddeles spiritismen i 5 områder og i andre lande i 7. Ligeså er det forskelligt, hvordan spiritister italesætter disse områder. Som sådan er mængden af punkter, principper og benævnelser underordnet. Det er kernen og indholdet, der er af betydning. Vi i Spiritismens Trossamfund har med råd fra de ånder, som vi arbejder sammen med, modtaget inspiration til at benævne de centrale bestanddele af spiritismen som de 5 Hovedpunkter.

Hvor mødes man henne i Spiritismens Trossamfund?

Svar: Vi afholder en arrangementer i det vidunderlige og historiske hus Aktivhuset Olsbækken i Greve.

Vores intention er at afholde flere arrangementer andre steder i Danmark. Har du et ønske om, at vi skal komme til et sted nær dig for at afholde et arrangement, og vil du hjælpe med at finde lokaler, er du meget velkommen til at kontakte os på: dialog@spiritismenstrossamfund.dk

I de 5 Hovedpunkter hvorfor lægger vi mere vægt på informationer og beviser opnået gennem fysisk medieskab vs. mental medieskab?

Svar: Åndelig kontakt via mental medieskab kan sandelig være både detaljeret og give beviser for, at det åndelige liv er virkelig, og at mennesker og ånder kan kommunikere med hinanden. Men når ånders kommunikation foregår direkte fra dem selv, hvilket er tilfældet via fysisk medieskab, da er det muligt at få meget præcise informationer om åndeverdenen, det åndelige liv, om medieskab, livet på Jorden og meget andet. 

Hvis ikke man tror på alt, hvad Spiritismens Trossamfund beskriver i de 5 Hovedpunkter - hvis man har en anden opfattelse af, hvad og hvor den åndelige verden er, og hvordan åndelig kontakt kan foregå, hvad så?

Svar: Vi forestiller ikke at gengive det komplette indhold om “alt det åndelige”. Slet ikke. Vi gengiver viden, der er givet til mennesker gennem århundreder primært via fysisk medieskab. Herigennem har mange ånder givet oplysning det åndelige og jordiske liv. Det er også her, at troen netop gør sig gældende, idet det er op til en selv, om man vil tro på indholdet og budskaberne, som ånder: afdøde, åndelige ledere, skytsånder  og andre åndevenner har givet.

Hvordan melder jeg mig ud af Spiritismens Trossamfund?

Svar: Din udmeldelse skal meddeles os i skriftligt form indeholdende navn, adresse, fødselsdato, samt hvilken dato, din udmeldelse skal ske. Send det til os på: dialog@spiritismenstrossamfund.dk. 

Vi sender dig pr. email en bekræftelse på din udmeldelse.