På side 10 i hovedsektionen i dag, den 30. november 2019, i dagbladet Politiken kan du læse om Spiritismens Trossamfund. Det er virkelig en berigende artikel, som bl.a. skildrer: åndeverdenens opbygning, vores tro på liv efter døden samt hvorledes vi kan kommunikere mentalt og fysisk med ånder på ”den anden side”.
Vi vil gerne udtrykke stor taknemmelighed til journalist Kirsten Nilsson for sit besøg i Spiritismens Trossamfund til vores sidste arrangement i ”afdødekontakt og clairvoyance” den 24. november, – og også for Kirstens dybdegående og seriøse research omkring spiritismen og Spiritismens Trossamfund.
Du kan læse artiklen nedenfor med titlen:
Her er de døde lyslevende – til afdødekontakt i Spiritismens Trossamfund.
“Spiritisterne er blevet anerkendt som trossamfund af Kirkeministeriet. Dermed kan de snart døbe, vie og begrave spiritistisk. Politiken tog med til møde i trossamfundet, hvor det ikke er mærkeligt at have mærket en seng ryste, at have talt med en ånd eller at få besøg af en, som for længst er død.
Af journalist Kirsten Nilsson, kirsten.nilsson@pol.dk
Inge Lise Tillemand mistede sin mand i august efter 30 års ægteskab. Henning gik bort efter 3 rædsomme uger, hvor kræften havde spredt sig til nærmest hele kroppen.
Den 70-årige kvinde sidder på første række af plastikstole sammen med sin svigerdatter til møde hos Spiritismens Trossamfund. Her skal være afdødekontakt, og Inge Lise Tillemand håber at få kontakt til sin mand.
Hun har en lille bog derhjemme, nærmest en dagbog, hvor hun hver dag skriver lidt til ham: »Jeg skrev »jeg håber, at du kommer«, siger hun.
Der er serpentiner, balloner og glæde blandt medlemmerne. Mødet er det første, efter at trossamfundet er blevet anerkendt af Kirkeministeriet. For første gang nogensinde er spiritismen blevet anerkendt på lige fod med andre trosretninger uden for folkekirken. Formand Jens Johansen, som ellers er fuld af sjov, må tørre øjnene, da han og næstformanden, Christina Frank, får blomster.
Mødet holdes i Aktivhuset Olsbækken i Greve. Huset, som ligger lige ud til stranden, blev opført af Jens Johansens oldefar i 1912. Oldefaedren var selv spiritist, så der har været kontakt til åndeverdenen netop herfra i over hundrede år – og forventningen er, at det også vil ske i dag.
Her er en lærer, en sygeplejerske, en salgsleder, en kommunal sagsbehandler og en ansat i forsvaret – helt almindelige danskere med det til fælles, at de har oplevet noget helt ualmindeligt. Senge, der hopper, når ånderne på en sjov måde vil vise, at de findes. Fortællinger om døende, som bliver hentet af ånder. Og oplevelser af, at afdøde kommer på besøg og giver trøst.
Mediet, der skal skabe kontakt til åndeverdenen, hedder Greta Andersen. Hun har kortklippet gråt hår og er normalt bibliotekar. Nu lukker hun øjnene bag de lette briller.
»Jeg føler, at min nakke bliver helt stiv, som om jeg har en form for lammelse. Det er en person, som har haft nakkekrave, jeg har igennem«.
Greta Andersen åbner øjnene og ser ud over de cirka 50 fremmødte for at se, om nogen genkender det. En mand på anden stolerække rækker hånden op. Greta Andersen fortsætter.
»Det er, som om jeg har svært ved at trække vejret. Jeg føler, at det er en mand«, Greta Andersen har lukket øjnene, og da hun åbner dem, ryster manden på hovedet. Han tænkte på en kvinde. I stedet rækker Inge Lise Tillemand hånden op.
»Er det også en kvinde, du kendte«, spørger Greta Andersen hende.
»Nej, en mand« siger Inge Lise Tillemand.
»Så var det en mand«, siger Greta Andersen.
Inge Lise Tillemand har ikke tidligere tænkt meget på det spirituelle, faktisk har hun meldt sig ud af folkekirken for år tilbage for at spare pengene. Alligevel var hun knap et par måneder efter mandens død til en seance hos et medie, som sagde ting, kun hun og Henning vidste. Derfor er hun nu overbevist om, at der er mere mellem himmel og jord og er blevet medlem hos spiritisterne.
Greta Andersen går lidt frem og tilbage, mens hun koncentrerer sig: »Jeg ser en mand, som har svært ved at trække vejret. Måske er jeg intuberet, det er ligesom at få et kvælingsanfald, ville det give mening? Det handler om, at der ikke er kræfter i kroppen til det«, hun peger på sin hals.
»Jeg hører KOL – at han har røget sig til det«, siger Greta Andersen.
»Det kan godt være, at det også har været det«, siger Inge Lise Tillemand, hvis mand havde røget gennem hele livet.
»Det er en stor mand«, Greta Andersen laver en rund bevægelse med armene foran sin mave.
»Personlighedsmæssigt er han en, som tror på sig selv, meget påståelig. Der var nogle ting, han ikke gad og tale om. Sådan: Det kan du godt stoppe. Sådan kan jeg mærke, at han er. Jeg synes, at han har en meget dyb stemme?«.
»Jaaah«, Inge Lise Tillemand tøver lidt.
»Han kunne godt finde på at råbe højt«, siger Greta Andersen.
»Ja, hvis han blev utilfreds«, bekræfter Inge Lise Tillemand.
»Er det din mand«, spørger Greta Andersen.
»Ja«, Inge Lise Tillemand nikker lidt forsigtigt.
»Er du i tvivl om, om det er din mand?«, gentager Greta Andersen.
»Lidt«, svarer Inge Lise Tillemand.
»Så spørger jeg lige igen«, siger Greta Andersen og lukker øjnene.
Lyslevende efter døden
De fleste trosretninger har en forestilling om, hvad der sker efter døden, en forklaring på det ubærlige og uforklarlige, og Spiritismens Trossamfund er ingen undtagelse. Her er forestillingen, som trossamfundet formulerer det nederst i sine mail: »Den åndelige verden er virkelig. Vi er lyslevende efter døden«.
Spiritismens Trossamfund har en detaljeret beskrivelse af, at ånden, når vi dør, kommer igennem syv sfærer. Døgnet bliver længere, jo fjernere sfæren er fra Jorden, og åndernes arbejde og føde udvikler sig også. Eksempelvis svarer døgnet i den tredje sfære til 11 jordiske døgn, og den åndelige krop er så let, at den kan nøjes med at spise frugt.
Beskrivelserne er fortalt af ånder til medier, og ånderne har også hjulpet med ansøgningen til Kirkeministeriet. Da trosgrundlaget skulle skrives ned, blev formand Jens Johansen, som også er medie, sat i trance, og så skrev en ånd ved navn Walter trosbekendelsen gennem hans fingre.
Kirkeministeriets anerkendelse er vigtig, mener formanden. Så har de, der tror på åndeverdenen, et sted at gå hen, hvor de kan blive døbt, viet og begravet med borgerlig gyldighed. Historisk set har spiritismen været udfordret. Den opstod i 1850’erne og voksede til mindst 60 spiritistiske foreninger i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet. Senere dalede tilslutningen, fordi anerkendte forskere afslørede flere medier i fusk. Blandt andre syersken Anna Melloni, som angiveligt kunne få kontakt til en mange tusind år gammel egyptisk ånd ved navn Lazarus. Men i 1950 viste en optagelse med skjult kamera, at hun bevægede foden over en tavle, mens det skulle have været Lazarus, der skrev. I Cirkusrevyen blev det til en sang, hvor Liva Weel sang »det var bare mig, som var der med min tå«.
Et andet kendt medie, Einer Nielsen, blev også underkendt af videnskaben, men de ting, ånderne fortalte ham, er stadig en del af spiritismens trosgrundlag. Formand Jens Johansen forklarer, at der har været nogle, som snød, men at Einer Nielsen i hans øjne stadig står som et medie med helt særlige evner.
»Hvis en fagperson begår én fejl, betyder det ikke, at alt, hvad den person har lavet, er forkert«, siger han og forklarer, at de skelner mellem fysisk medieskab, hvor ånderne viser sig, noget oplever de i trossamfundet i en særlig gruppe, som mødes hver onsdag. Og så det mentale medieskab, hvor medier udtrykker det, som ånderne formidler til mediet. Her kan det, medierne siger, virke søgende, fordi ånderne i deres verden kommunikerer i billeder, og de må derfor finde en analogi, når de taler med mennesker.
»Det kune godt være ham«
I salen går Greta Andersen videre med flere detaljer fra ånden: »Han siger campingvogn. Har I været på campingferie?«. »Nej«, siger Inge Lise Tillemand ret kategorisk. »Jeg får vist en campingvogn – at være i en campingvogn, at besøge nogen. Nej? Den er der ikke?«. »Det kunne godt være ham«
Inge Lise Tillemands svigerdatter, som sidder ved siden af, mener, at det kan passe. Hun bøjer sig over og hvisker noget i Inge Lise Tillemands øre, som kun de kan høre.
»En skurvogn?«, prøver Greta Andersen.
»Nej«, siger Inge Lise Tillemand.
»Noget med at have et skur. At have noget for sig selv«.
»Ja«, det genkender Inge Lise Tillemand, og Greta Andersen fortsætter: »Nå, der var det. Han er jo en mand, som levede i sin mandeverden. Jeg har lyst til at sige, at der er noget med værktøj og et skur, og det er hans område«.
»Ja«, siger Inge Lise Tillemand.
»Tak. Hans værktøj var altid i orden«, siger Greta Andersen.
»Nej«.
»Men han lånte det ikke til hvem som helst?«
»Det er rigtigt«, bekræfter Inge Lise Tillemand, og Greta Andersen fortsætter: »Han var glad for mad. Det første kunne godt være: Hvad skal vi have i dag«.
»Det kunne det godt«, siger Inge Lise Tillemand.
»Du ville gerne, at han havde taget sig mere af børnene«, siger Greta Andersen.
Inge Lise Tillemand tøver.
»De skulle være lidt større, før han kunne tage sig af dem. Du havde taget dem som babyer, og da de blev lidt større, var det ham, der begyndte at have noget med dem. De skulle kunne snakke. På den måde«, siger Greta Andersen.
»Det kan du godt have ret i«, bekræfter Inge Lise Tillemand.
»Er du ved at være klar på, at det er din mand«, spørger Greta Andersen.
»Ja, det kunne godt være ham«, siger Inge Lise Tillemand.
»Vil du have en besked fra ham«, spørger Greta Andersen. Det vil Inge Lise Tillemand gerne.
»Han siger, at I var et godt team. Han siger noget med at være fair«. Greta Andersen lukker øjnene. »Han siger, at han ikke altid var fair«.
»Det passer meget godt«, Inge Lise Tillemand bekræfter.
»Han vil gerne sige dig tak«. Greta Andersen bliver rørt over den stærke kontakt. »Nogle gange tager det lidt tid at komme ind til kernen, men når den så er der, får jeg kuldegysninger. Og du kan også mærke det?«.
Og det kunne Inge Lise Tillemand, forklarer hun bagefter. Selv om hun og manden ikke har et skur, så har de en kolonihave. Og selv om hendes mand døde af cancer, så havde han røget hele livet og kunne meget vel have haft KOL. Og så mærkede Inge Lise Tillemand hans nærvær tydeligt. Som om hendes ene side blev helt kold.
»Det var allerede, da hun gjorde den bevægelse med armene foran kroppen for at vise en mave. For min mand var kraftig. Jeg fik det underligt og tænkte, er det Henning igen?«.
FAKTA
Trossamfund kan blive anerkendt af Kirkeministeriet. Ud over folkekirken, kan kun anerkendte trossamfund døbe, vie og begrave med borgerlig gyldighed.
Et trossamfund defineres i loven som »et fællesskab, hvis medlemmer samles om en tro på magter, som står over mennesker og naturlove, efter udformede læresætninger og ritualer«. Det skal have minimum 50 medlemmer og kunne beskrive sit trosgrundlag og sine ritualer.
Spiritismens Trossamfund har knap 300 medlemmer og har ritualer, som medlemmet også selv kan være med til at give indhold.
85 trossamfund og menigheder har søgt om at blive anerkendt de sidste fem år. Kun 38 blev det.
Kilde: Kirkeministeriet og Spiritismens Trossamfund
