Den 25. august 2020 bisatte Christina Frank, som er én af stifterne af Spiritismens Trossamfund, sin far, som var omkommet i en tragisk drukneulykke den 6. august. Bisættelsen/Mindehøjtideligheden foregik på privat grund tæt ved Vesterø Havn på Læsø, idet det var lige ud for denne havn, at faderen omkom i vandet. En flot blå urne blev valgt, hvilket kendetegner havet.
Efter sin død talte Christina med sin far igennem mediet Jens Johansen. De (far og datter) planlagde sammen med resten af familien, hvorledes afskeden her på jord skulle ske i henhold til faderens ønske. Kontakten og kommunikationen med den afdøde har været kærlige og berigende samtaler, som har haft stor betydning for de efterladte. Det har været en trøst og rart at planlægge bisættelsen/Mindehøjtideligheden sammen og på tværs af vores jordiske og åndelige verden.
På selve dagen skinnede solen så smukt, og Christinas far var selv til stede sammen med andre af vores kære fra åndelige side. Det var et farvel til det jordiske liv, men også et ”glædeligt på gensyn”. Kærligheden vil altid binde os sammen på tværs af vores verdener.