Vidste du, at Juki Tauchi, som er bestyrelsesmedlem i Spiritismens Trossamfund, netop har færdiggjort sin jurauddannelse på Syddansk Universitet (SDU) sideløbende med hendes faste arbejde hos Vestas? …Vi nyder godt af Jukis juridiske kompetencer i trossamfundet, og vi jublede, da vi hørte, at Spiritismens Trossamfund indgår i Jukis afsluttende afhandling. Lyder dette ikke interessant og banebrydende? Vi er meget imponeret, og vi klappede i vores hænder over, at Juki Tauchi vil dele hele sin afhandling med os i trossamfundet…
Du kan læse hele afhandlingen her: Kriminalisering af trolddom i Danmark i perioden 1600 og 1700 århundrede af Juki Tauchi
Emnet er: ”Kriminalisering af trolddom i Danmark i perioden 1600 og 1700 århundrede – herunder regulering af trolddom i Danmark, igennem lovgivningen”.
Indblik i afhandlingen: Hvis vi spiritister havde levet i 1600-tallet, var vi sandsynligvis blevet kaldt ”de kloge folk, troldfolk eller hekse”, idet vores spiritistiske aktiviteter højst sandsynligt vil blive betegnet som ”magi” og ”trolddom”. Dette var på daværende tidspunkt kriminelt, og vi vil sikkert blive dømt til døden og efterfølgende brændt på bålet. Måske nogle af os har oplevet dette i en tidligere inkarnation, hvem ved – men godt denne tid er forbi.
Juki Tauchi analyserer den lovmæssige udvikling fra 1600-tallet frem til i dag. Trolddom blev reguleret med to forordninger i ”Den Danske Rigslovgivning 1523-1558” og i ”Trolddomsforordningen fra 1617”, hvilket havde afgørende betydning for den daværende befolkning. Den danske befolkning måtte med denne forordning acceptere, at det blev kriminelt at udøve almindelig folketro. For Kong Christian IV var det en altoverskyggende angst for Guds vrede samtidig med, at teologer pressede på for at få kongen til at udstede en lov, der forbød udøvelsen af trolddom.
Trolddom blev for mange hundrede år siden beskrevet som værende en del af folketroen, og den var dybt forankret i samfundet. Troldfolkene udøvede et erhverv, der hjalp og vejledte almindelige mennesker, indtil det blev kriminaliseret den 12. oktober 1617 pga. trolddomsforordningen, der forbød alt, som kunne henvises til brug af magi. Afkriminalisering begyndte først at ske efter 1683. Først med straffeloven af 1866 blev trolddom skrevet ud af dansk lovgivning. Udfasningen af trolddomsforordningen blev aktuel, da der opstod en skepsis overfor, om trolddom fandtes, og fordi det var svært at løfte bevisbyrden i den mere moderne strafferet.
På 400 år har samfundet udviklet sig fra at kriminalisere trolddom til i dag, hvor Kirkeministeriet statsanerkender Spiritismens Trossamfund. Borgerne har i dag religionsfrihed, indflydelse og selvbestemmelse omkring den trosretning, som de vil følge, men inden da blev ca. 1.000 personer i løbet af 140 år brændt på bålet. Den sidste henrettelse blev eksekveret den 4. april 1693.
Et relevant spørgsmål er, at hvis såkaldte troldfolk kunne udøve magi, hvorfor beskyttede de så ikke sig selv imod den ondskab, de blev udsat for?
Et andet åbent spørgsmål omkring troldfolk er; hvorfor skulle dygtige folk med uddannelse/viden inden for f.eks. urter, astrologi og åndekommunikation mv. sætte deres liv på spil ved at risikere dødsstraf for udøvelse af deres kunnen?
Grunden til, at trolddomskriminaliseringen skete, antages at ligge hos kirken og kongen pga. deres angst for Guds vrede. Kongen troede på, at det var trolddom, der var skyld i alverdens ulykker. Angst der fik konsekvenser i form af forfølgelse af troldfolk. Men der var ingen konsekvens for kirkens mænd, der også brugte urter og magi, og som kommunikerede direkte med Gud. Problemet var, at kirken/protestantismen diskvalificerer andre religioner, og at der kun var én sand og rigtig trosretning. Dette udgangspunkt er i dag ændret til, at der i Grundloven § 67 ligger en beskyttelse af alle godkendte trosretninger i Danmark. Der er heldigvis sket en retssikkerhedsmæssig udvikling.
Der var mange anklager om brug af trolddom i det 1600 og 1700 århundrede, men mange blev overraskende nok ikke domsfældet. Dette skyldes, at ”der ikke videre var en Adgang til at anvende Tortur i trolddomssager end i andre sager, saaledes at man undgik de mange aftvungne Tilstaaelser og Angivelser af medskyldige, som man kender anedsteds fra.” Men for torturens vedkommende måtte den kun anvendes, når troldfolk blev dødsdømt for at frembringe tilståelser og få bekræftelser.
I det 1600 og 1700 århundrede brugte kirken og kongen det som et adfærdsregulerende værktøj til at styre befolkningen. Dem, der ikke troede på det rigtige, blev truet med dødsstraf. En opstået mistanke om trolddom skete oftest hos befolkningen, som gik til kirken med deres anklage. Kirken gik ind i sagen og overtog derefter anklagers plads. Alle kunne angive troldfolk. Det var f.eks. bonden, der havde mistet dyr eller familiemedlemmer til sygdom, dårlig høstudbytte osv. Det store billede viser, at alle kunne blive udsat for anklager om brug af magi, og følgerne har vist sig, at mistanke om anvendelse af trolddom var nærmest umulig at slippe af med fremover.
Alle, der brugte trolddom (som var en hån mod Gud), skulle stilles for retten. Der var dog forskel på, om man var adelig eller ej, kvinde eller mand. Kirkens folk blev ikke nævnt. Al trolddom i såvel den katolske som den lutherske kirke blev forbundet med Djævelen og var forkasteligt i Guds øjne, og den skulle derfor bekæmpes. Dette var de kirkelige myndigheders ønske om at styre meningsdannelsen. I år 1685 kunne landsretten sende troldfolk direkte i bålet, hvor det i år 1692, blev bestemt af Kong Christian V, at alle dødsdomme i sager om trolddom, skal for Højesteret.
Kildematerialet i opgaven giver udtryk for, at troldfolk, der blev dømt under trolddomsforordningen, blev udsat for manglende retssikkerhed, tortur og ulige definition af, hvem der kan og må udøve magi, altså hvem eller hvad er troldfolk. Kirkens mænd blev bevidst holdt ude af forfølgelserne, når de blev tolket på, hvad magi er.
Straffelovens udvikling har stor betydning frem til i dag. De mange, der led båldøden, kan konkluderes at være døde pga. en tro og en angst for det onde, bredt defineret som trolddom. Bevisførelse var tilståelser og vidneudtalelser fra personer, der selv var bange for at blive anklaget, så hellere selv gå fri. I dag vil dette sandsynligvis blive betegnet som ”fake news”.
