Siden er under opbygning (september 2024)…

Hjertelig velkommen til “Annas Blog”. Det er Anna, du ser på billedet ovenfor fra sin sidste jordiske inkarnation som menneske/ånd. Anna bor i dag i den åndelige verden. 

Anna er én af de meget erfarne ånder, som vi fast samarbejder med i trossamfundsregi. Anna Melloni Rasmussen var et eminent, dygtigt medie i sin sidste inkarnation på jorden, i årene 1898-1983. Vi har meget at takke Anna for, og det er en stor ære for os, at vi siden år 2011 har samarbejdet med Anna, der i dag er en højtudviklede ånd, som bor i den åndelige verden, og som stadig har afgørende og positiv betydning for spiritismens udvikling her på jord. Dette giver Annas Blog bl.a. indsigt i.   

I denne blog vil du løbende kunne følge med i det enestående samarbejde, der er mellem ånden Anna og deltagerne i en fysisk cirkel og i en særskilt skrivegruppe, som vi kalder “Annas kreds”. Formålet med denne Blog er netop at dele viden og information direkte fra åndelig side med ånden Anna som kilde og skribent via os, der indgår i Annas fysiske skrivegruppe/kreds og i den fysiske cirkel (som er to forskellige setups; jf. afsnittet herom).

Det nu afdøde danske medie, Anna Melloni Rasmussen, er en fast deltager ved seancerne i en såkaldt fysisk cirkel (som trossamfundets næstformand og podcast værtinde bl.a. er en del af, og som trossamfundets formand i mange år har været fysisk medie i). Denne fysiske cirkel har vi givet navnet “Håbets Cirkel”, efter input fra ånden Einer Nielsen. Einers oldebarn er en del af denne fysiske cirkel som medie, og Emily er cirklens andet fysiske medie. Det er via Emily, at Anna skriver automatskrift, som det hedder, når Anna skriver igennem Emily. Anne har meget på hjerte og ønsker at nå ud til flere end blot cirklens deltagere med buskaber, oplysninger og viden. I afsnittet “Hvordan samarbejder vi med Anna” kan du læse mere om selve arbejdsprocessen; herunder hvorledes Anna skriver via Emily.

Om Anna er verdens første ånd, der har sin helt egen blog, dét ved vi af gode grunde ikke. Det er nye tider, også inden for fysisk medieskab, og vi er naturligvis meget taknemmelige og glade for samarbejdet, og vi er samtidig spændte på, hvad I læsere synes herom.

Disciplinen “fysisk medieskab” centreret om “fysiske medier” (dvs. mennesker, der er født med særlige gener og evner for fysisk åndekontakt; jf. afsnittet herom) er for mange en ukendt gren af medieskabet (dvs. åndekontakt – en måde at kommunikere med ånder på). I Spiritismens Trossamfund vil vi gerne give indsigt i, hvad dette handler om og oplyse om de fysiske samtaler, som vi har med vores “åndeteam”. Åndeteamet er de ånder, som vi fast samarbejder med hver dag. Hvis du er medlem af trossamfundet, har du adgang til “Medlemssiderne“, hvor du kan høre én af vores lydoptagelser af en (fysisk) samtale med ånden Walter fra åndeteamet.  

Ud over Annas egne ord, vil vi også bruge bloggen som en introduktion til, hvordan vi samarbejder med vores faste åndeteam i Håbets Cirkel, og med Anna selv i “Annas kreds”. Vi skiftes på ugentlig basis med henholdsvis at mødes med åndeteamet til vores seancer i Håbets Cirkel og med Anna i sin kreds/skrivegruppe. Dog vil fokus i denne blog være at give indsigt i Annas medieskab og hendes budskaber samt arbejde i åndeverdenen og her på jord.

Hvis du ønsker at få yderligere indblik i selve udøvelsen af det fysiske medieskab, kan du tilmelde dig arrangementer herom. Det gør du ved løbende at holde dig opdateret i vores “Kalender” oversigt på hjemmesiden. Du kan også lytte til vores podcasts og/eller læse/lytte til bogen “Den åndelig virkelighed” skrevet af trossamfundets formand sammen med bl.a. vores åndeteam. 

Vi synes, at det er ret unikt at have dette storslået samarbejde med ånden Anna, og vi sætter utrolig stor pris på Annas opbakning til offentliggørelse af den indsigt og de læringer, hun løbende giver os. 

Fra hjertet TAK til dig, Anna, og til det fysiske medie Emily for at stille sig til rådighed som kommunikationsinstrument (dette er en livsopgave at lægge krop og sind til) samt til hele den støttende fysiske og åndelige kreds omkring os og Anna.

I “Annas kreds” spurgte vi Anna den 4. september 2024, hvordan hun vil beskrive formålet med “Anna Melloni Rasmussens blog”.

Anna skrev følgende svar igennem det fysiske (menneskelige) medie, Emily: 

“Formålet er, at vi udbreder budskabet om spiritismen samt laver undervisning til menneskeheden. Det handler om generel oplysning og budskaber. Det handler om at gøre et lille forsøg på at gøre verden til et bedre sted. At vi kan sende nogle små glimt af livsglæde rundt i verden. 

Jeg vil gerne oplyse om generelle budskaber om livet og om fysisk medieskab, så andre kan bruge vores erfaringer. Sammen har vi rigtig meget erfaring, som vi kan samle. 

Jeg vil gerne bruge min blog til kortere indlæg om generelle emner og livet. Men jeg vil specifikt gerne arbejde på en bog om fysisk medieskab og brede viden om dette ud.”

Spiritismens Trossamfund er bl.a. bygget på direkte fysisk kontakt og viden fra det faste team af ånder, som vi samarbejder med i vores fysiske cirkel (vi kalder denne cirkel for “Håbets Cirkel”). Blandt andet har ånden Walter (som er lederen af Håbets Cirkel fra åndelige side) udarbejdet trossamfundets læregrundlag ved at skrive igennem trossamfundets formand (Jens Johansen) som fysisk medie. 

Dette foregik ved, at Jens som fysisk medie – via åndeligt samarbejde – befandt sig i en trancetilstand,  således at ånden Walter bedst muligt kunne benytte mediet som fysisk instrument/kommunikationsredskab. Dermed kunne Walter skrive ved at benytte mediets hænder på en computers tastatur. Læregrundlagets indhold/tekst fremkom på denne måde, og ånden Walter videregav sin viden ved at benytte egne formuleringer. Vi ville ikke selv havde kunnet skrive tekstens indhold så flot, indholdsrig og velformuleret – og den åndelige intelligens og erfaring skinner tydelig igennem.  

Det er selvsamme metode, som ånden Anna benytter, når Anna skriver igennem det fysiske medie/menneske Emily. Emily sættes i den trancetilstand, hvor Anna på bedst mulig måde kan benytte Emilys nervesystem og krop til at skrive budskaber direkte til os på et almindelig computer-tastatur, hvor vi ser det skrevne med det samme. Anna kan også benytte Emilys hænder til at skrive direkte til os på et stykke papir via en kuglepen/blyant, men vi må sande, at det på nuværende tidspunkt går noget hurtigere med et tastatur, da Anna virkelig formår at beherske blindskrift/10-fingersystemet. Det går stærk, når Anna skriver, og som hun selv siger det, så må de jo følge med mht. at kunne benytte de skriveredskaber, som vi gør brug af her på jord i vores tid.   

Vores fysiske cirkel har eksisteret, kontinuerligt, siden 2010/2011. I over ét årti har det fysiske medie (trossamfundets formand og oldebarn til ånden Henrik Erhard Bonne), Jens Johansen, været fysisk medie på ugentlig basis og med Christina Frank (trossamfundets næstformand) som cirkelleder. Fysiske medier er jo levende organismer, og det er meget vigtigt, at deres jordiske krop også får pause. I dag (dvs. skrevet i august 2024) består Håbets Cirkel af seks mennesker, herunder to fysiske medier (Emily og Thorbjørn, hvor sidstnævnte er ånden Einer Nielsens oldebarn). 

I vores fysiske cirkel, som vi mødes i hver anden uge, er ånden Anna meget arbejdsom sammen med resten af åndeteamet. Anna skriver bl.a. en del til os igennem mediet Emily. Eftersom vi tydeligt kan mærke, at Anna har meget, hun gerne vil undervise os i og oplyse om, så har vi aftalt med Anna, at vi i august 2024 vil starte en decideret fysisk skrivegruppe, hvor der kun er fokus på Annas tranceskrift via et tastatur. Vi har brugt sommeren på at forberede dette ved at gøre et rum klar (kaldet seancerum) hos Emily samt forberede vores fysiske og digitale setup. Vi er nu klar til at gå igang med at mødes hver anden uge, og vi glæder os til løbende at dele det skrevne med jer. Vi kalder dette fysiske samarbejde imellem Anna og os mennesker for “Annas kreds”, efter aftale med Anna Melloni Rasmussen. 

Det skrevne materiale, som vi løbende får – både via “Annas kreds” og via seancer i vores fysiske cirkel, vil vi løbende dele her på Annas Blog. Du kan allerede nu læse om “etik og etiske dilemmaer”, som Anna kort skrev om i Håbets Cirkel den 5. juni 2024. 

I den fysiske cirkel “Håbets Cirkel” skrev ånden Anna følgende igennem det fysiske medie, Emily, den 5. juni 2024: 

Jeg vil gerne fortælle om etik. Det er et tema, jeg arbejder på lige nu. Jeg arbejder på etik gennem forskellige mennesker. Jeg sætter dem i forskellige situationer, så de kan hjælpe med at forbedre etik på jorden. Vi arbejder gennem mennesker, for det er et vigtigt emne. Det er vigtigt, at vi fokuserer på det.”

Christina (jordisk cirkelleder) spørger Anna: “Hvordan gør du dette i praksis, Anna, mht. at arbejde med etik med os mennesker?

Anna: “Vi skaber etiske dilemmaer omkring mennesker, så de bliver nødt til at løse dem, og så de kan gøre andre opmærksom på, når de opfører sig uetisk – for så kan vi fremme etik i verden. Vi hjælper mennesker med, at de skal påpege, når der sker noget uetisk. Der er nogle mennesker, som vi arbejder sammen med. Det er de mennesker, der påpeger det uetiske. Det er et stort projekt. Vi har mange projekter, men etik er et af mine fokusområder.”

Christina: Hvordan forklarer du, hvad etik er, Anna?”

Anna:Etik – det handler om, at man behandler andre ordentligt. Det handler om, at man altid gør sit bedste, og at man altid gør sig umage. Det handler om at gøre godt i verden. Det handler om at stå op for andre, der ikke kan stå op for sig selv – at man er deres stemme, når de ikke selv har en stemme. At man er god og gør godt. Gør verden til det bedste sted.”

En jordisk cirkeldeltager spørger Anna: “Hvor langt man skal gå for andre?”

Anna: “Man skal gå langt, for man må altid tro på det bedste i andre. Man må tro, at ingen har en dårlig intention, men man må ikke miste sig selv i arbejdet. Det fortæller vi også til de mennesker, vi arbejder med, at de skal gå langt, men det må ikke ødelægge dem. Man skal gå så langt, som man magter. Det skal ikke ødelægge én. Man skal have sig selv med i hele processen, men vi har pligt til at hjælpe andre, selvom de har såret én og misbrugt én. Men kun DU kan sætte en personlig grænse for, hvornår du ikke vil mere, og den må du være tro imod.  

En cirkeldeltager spørger Anna: “Hvornår bliver hjælpen et overgreb imod den, som ikke vil modtage hjælp således, at man kommer til at blande sig i deres egen frie vilje?”.

Anna svarer: “Vi skal altid gøre, hvad vi kan for at hjælpe – for det er etik. Men, der er nogen, vi ikke kan hjælpe eller som ikke vil hjælpes. Man skal ikke adskille sig fra dem med mindre, at de/omstændighederne er ødelæggende for én – for man skal huske sig selv og sin familie i processen og de pårørende, man har i sit liv. Dem, som ser ud til, at de ikke kan hjælpes, de har stadig brug for støtte. Hvis man overhoved magter det, må man bruge sine evner til fortsat at hjælpe dem eller støtte dem eller bare være der for dem.” 

En cirkeldeltager spørger: “Hvornår er nok, nok?”

Anna svarer: “Det er nok, når det ødelægger én. Det kan kun du selv mærke efter, fordi vi alle har personlige grænser. Godhed er ikke et overgreb. Godhed er godhed.” 

Christina spørger: “”Hvordan foregår jeres arbejde, Anna, med mennesker mht. disse dilemmaer?”

Anna svarer: “Der er mange ting, der ikke sker tilfældigt. Vi sætter disse mennesker i forskellige situationer. Ånderne sætter disse mennesker i forskellige situationer, og så hjælper vi disse mennesker med at løse udfordringen og påpege det uetiske.”

I “Annas kreds” skrev ånden Anna følgende igennem det fysiske medie, Emily, den 4. september 2024 efter, at vi i kredsen spurgte Anna, om hun har et indlæg til sin blog, som hun gerne vil dele med os. Anna svarede følgende på skrift: 

“Ja, det handler om mildhed og godhed i dag. Det er vigtigt, at menneskeheden – mennesker – behandler sig selv med mildhed. Vi lever i en tid med psykiske diagnoser, mistrivsel og stress, og i det er det vigtigt, at man beriger sig selv med mildhed og godhed, så man ikke forværrer sin tilstand. 

Jeg vil gerne tilføje, at mennesker er som blomster. Tag en rose for eksempel. Den består af mange forskellige blade, og hver gang man er hård ved sig selv, fjernes et blad, og til sidst er der ikke andet end stilken tilbage, hvis man bliver ved. Hver gang man slår sig selv i hovedet, fjernes et blad. Bladene er som beskyttelse af ens indre kerne, altså stilken. Og hvis man hele tiden slår sig selv i hovedet og skælder sig selv ud, så mister man til sidst sig selv. 

Derfor vil jeg gerne minde om, at man behandler sig selv med godhed og overbærenhed, og at man er bedre til at passe på sig selv og sin indre kerne, så ens stilk ikke knækker og dør. 

Tornene på rosen er ens forsvarsværk, og det skal også forblive intakt, så man kan stå imod livets kriser. Dette er mit budskab i dag. Tak.”