I vores 10 års arkiver med lydoptagelser og nedskrevne rapporter fra fysiske seancer, hvor Christina Frank har været seanceleder og Jens Johansen medie, er vi stødt på denne smukke oplevelse. Der har været mange gennem årene, og vi husker dem langt fra alle. Der er derfor en glæde også for os at mindes de utallige kærlige stunder mellem ånder og mennesker.
Lige før julen 2013 kom der en uventet og personlig hilsen fra det afdøde tidligere fysiske medie Einer Nielsen via trancetale på mediet. Einer Nielsen siger:
“Julen er sådan en smuk tid. For kærlighed favner alle dem, der vil. Jeg skænker særligt tanke med hjælp for dem, som er trængt, for de har det svært. Og så sender jeg mine tanker fra jer, hvis jeg må, og videre til dem. (Cirkeldeltagerne giver deres accept). Tak, for så når det samtidig jer. Må guds kærlige væsen være med jer, jeres familier her i julen. Næste gang vi ses, er det et nyt år, der tages hul på. Også for os er udfordringerne store og glædelige. Og Merete hun hilser mange gange. Merete hilser mange gange!
Efterfølgende taler vi seancedeltagere om det og griner noget af det, idet ingen af os kendte en “Merete”, som var død. Men det skulle vise sig, at det kom der svar på blot tre timer senere, da en af cirkeldeltagerne er vendt hjem fra seancen…
Deltageren får af sin kone “D” at vide, at “D” selvsamme dag havde besluttet sig for at tage med til en begravelse den efterfølgende dag for at støtte sin veninde, som lige havde mistet sin storesøster. Storesøsteren hed… Merete.
Det er så vidunderligt, når dette sker. Når ånderne fysisk – eller mentalt – kan bringe gode hilsner til os, også selvom det (som her var tilfældet) ikke var ånden selv men en åndeven, der gav beskeden videre til de efterladte.