LIVSKILDEN/GUD ER VIRKELIG OG ER GRUNDLAGET FOR ALT LIV
I Spiritismens Trossamfund tror vi på den guddommelige kilde/kraft, som er ånden og årsagen til alt væren. Intet liv eksisterer uden en kilde til liv. Og meget har vi mennesker navngivet denne/dette væren: Gud, Livskilden, Altet, Gudinden, Universet, Allah, Guddommelig kraft, Jahve o.s.v. I Spiritismens Trossamfund vælger vi at begrebssætte denne guddommelige kilde som både Livskilden og Gud.
Troen på Livskilden er naturligvis subjektiv. Men troen på Livskilden i Spiritismens Trossamfund beror på utallige udtalelser fra afdøde og højere udviklede ånder under seancer i det fysiske medieskab gennem de sidste 150 år, hvor de med egen stemme direkte fra den åndelige verden har fortalt om virkeligheden af Gud. De har bekræftet denne Livskilde, som vi – og alt andet levende – er en del af.
Til en fysisk seance i København, den 22. februar 1919, med det danske medie Einer Nielsen, hvor 15 mennesker deltog, skete følgende:
“Nu kom aftenens mest interessante begivenhed; materialisationen af ånden ”V. S.” – en maskinmester, der for 12 år siden forulykkede ved Skotlands kyst, og som er bror og slægtning til fire af cirklens medlemmer. V. S. var to gange fremme, og det var et gribende øjeblik, da han trådte ud af kabinettet og med udstrakte arme kaldte på sine kære i cirklen, idet han nævnte hver enkelt ved navn og udråbte: “Jeg lever!” og “Gud lever!”. Han var meget tydelig materialiseret. Han syntes at være fuld af glæde over sin materialisation og over at kunne mødes med sine kære … Forhængene til kabinettet blev et par gange trukket fra, hvor vi tydelig så mediet og samtidig en materialiseret skikkelse.” (Kilde: “Livet og åndeverdenen – åndelige oplevelser gennem 25 år”, af Henrik E. Bonne, 2021)
Menneskets ord, vores forstand og tankesæt er alt andet lige for “småt og enkelt” til at forstå den livskilde, der rummer lys og mørke, død og liv, glæde og sorg, intelligens, kærlighed og så fremdeles, på én og samme tid samt i alverdens nuancer. Men ikke desto mindre er det virkeligt; ganske som den åndelige verden og den jordiske verden er. Alt, hvad vi mennesker og ånder er og gør, gør vi med Livskilden i os og med os, da vi er en del af Livskilden.
I det øjeblik menneskefosteret bliver til, besjæles fosteret i bogstavelig forstand. Fosteret ”tildeles” en ånd, eller rettere, sjælen tildeles en krop, som er forbundet med og i Gud. Altid er ånden og sjælen med sin krop en del af Gud, for mennesket samt sjælen/ånden er af Livskilden. Aldrig er vi adskilt. Mennesket kan vælge at afskære sig mentalt og følelsesmæssigt, men ånden vil altid være forbundet hermed, selv når det opleves allermørkest og dystert for mennesket. Håbets cirkels åndelige leder, Walter, har under en fysisk seance gennem mediet Jens C. E. Johansen den 22. januar 2014 udtalt:
”Når lyset slukkes i menneskets hjerte, er det sjælen, der græder for at føle sig fortabt. Det forbistrede liv, tænker den. Mørket er den forkludring, der sker i sjælens sind. Når det igen går fint, søger sjælen svar, og når den er moden, og når tiden er klar, vil dette ske. Lyset og lysten vækkes i sjælen, det bringes til live, med hjælp fra højerestående lysets sjæle. De vil bidrage med deres støtte til den kærkomne sjæl, så udviklingen kan ske mod lysere sfærer.”
Betydningen af lyset og mørket – det gode og det onde
Gud “slipper” aldrig sin tilstedeværelse i/med os. Guds livskraft er ladet i os alle af Gud. Kærlighed og lys vil altid være tilgængelig – selv i hårde tider. Livskilden omslutter os i alt, hvad vi har gjort, gør og påtænker at gøre. Vi mennesker er vores sjæl med en krop, og vi lever for at udvikle os og for at lære. Vi “arbejder” os fremad i udviklingens univers mod dét, der fra åndelig side bliver forklaret som “lysere sfærer og lysere livstilstande”.
Men, hvorfor eksisterer der så noget, som vi kan begrebssætte som værende “godt og ondt” samt “lyse kræfter og mørke kræfter”? Det er fordi mennesket – og dermed ånden/sjælen – netop skal have mulighed for gennem sine valg at kunne udvikle sig mod lysere (og i menneskelig term: “bedre”) tilstande og væren. Vi har derfor brug for disse (mod)poler, og alt hvad der befinder sig af nuancer imellem polerne. Under en fysisk seance i 1934 med det danske medie Einer Nielsen, har den åndelige leder, Mica, med sin egen uafhængige stemme, sagt, at det mørke rige er også en del af Guds rige (…) og at vi altid må huske, at de mørke ånder er lige så ofte om os som de lyse ånder, og at det er den indre stemme i os selv, som vi skal rådføre os med.
Livskilden i alt
Gud er også naturen og naturlove i både jordisk og åndelig forstand, hvilket vi mennesker og ånder lever med og i. Gud forfordeler ingen, da der alt andet lige er en overordnet plan for hvert liv, som har sin særlige betydning (Kilde: Bogen “Landet Hinsides”, af Alfred Nielsen, 1927). I denne overordnede plan, dvs. “åndelige kontrakt” (jf. Hovedpunkt 3), som udgør rammen for det givne liv, har mennesket sin egen fri vilje og er ansvarlig for egen udvikling samt medansvarlig fra andres. Fra åndelig side forklares det, at vi aldrig afviger fra vores vej – også selvom mennesket kan have oplevelsen af, at dette sker. Men der findes ingen omveje eller genveje, da alt er en fremadskridende udvikling, som i bogstaveligste forstand tager den tid, det tager. Vi træffer de valg, som vi er modne til af moralsk, værdimæssig og intellektuel karakter. Yderligere lever vi mennesker med en åndelig naturlov, der “returnerer” vores indsats i forhold til vores ageren og bedrifter.