En sjældenhed er blevet fundet i private gemmer. Linket nedenfor fører til et uddrag af en optagelse fra ca. 1950 under en privat seance med Einer Nielsen som medie og Rigmor Lepper som cirkelleder.
Rigmor Lepper var nær ven af Einer Nielsen og stod for ledelsen af seancer med Einer gennem mange år. Det var også Rigmor, der sørgede for at få genoptrykt Einer Nielsens to bøger: Mellem mennesker og ånder og Vejen mellem himmel og jord.
Optagelsen vi hører er en seance for direkte stemme, og ånden der taler til kredsen er doktor Thorvald Thorson. Thorson var Einer Nielsen og Henrik E. Bonnes gamle ven, og han står omtalt adskillige steder i Nielsens og Bonnes bøger, bl.a. med tak for al hans opofrelse og store hjælp.
Sommerlandet, som omtales af ånden Thorson, er et af de åndelige planer, som findes i åndeverdenens 3. sfære. I Sommerlandet bærer mange ånder den blå dragt. Den lyseblå dragt bæres af præsteskabet, den mørkeblå af den religiøse stand. De ånder der bærer den kornblå dragt bliver sjældent inkarneret på Jorden.
Denne bid af en optagelse fra en af Einer Nielsens seancer, viser hvor stor kærligheden kan være i åndeverdenen og hvordan de bistår os med hjælp i vores jordiske liv, når der er behov for det. Det fortæller os, at fred og en stærk tro giver os et lettere liv. Men samtidig bekræfter det vores allerede viden om, at ånderne ikke er omkring os hele tiden.
Seancerne fra Einer Nielsens tid var altid præget af oprigtighed, omsorg, kærlighed og hjælp. Sådan husker vi medieskabet fra 1900 tallets storhedstid i spiritismens historie. Cirkler kunne sidde i årevis og vente i tålmodighed og taknemmelighed før ånderne kunne vise sig og tale rent fysisk.
Indlægget er fra Fra Spiritismen Danmarks hjemmeside, den 7/1 2013